Isbjørnejæger i Thule - og brandmand
Siden ses bedst i fuldskærm (Tast F11)
Thule - Polar - eskimo . .
Kap York eskimoer, nordpols eskimoer, selv kalder de sig bare
'Inuit', mennesker
THULE er den dansk/grønlandske polar explorer Knud Rasmussen's navn til stedet ved Thulebjerget og Nordstjernebugten, hvor han sammen med eventyreren Peter Freuchen oprettede en missions- og handelsstation i 1910. Kap York er et forbjerg syd for Thule som gør det svært at nå frem ad kysten, til polareskimoernes land. Kun godt 900 km fra Nordpolen, gennem Kennedykanalens rivende havstrøm, drivis og optårnede pakis. Her har eskimoerne levet isoleret i årtusinder indtil 1900.
Idag kaldes de "Inuitter" på deres sprog som betyder "mennesker" under eet med slægtninge i resten af Grønland, og Amerika og Asien (Eskimoer er samme slægt som Nord- og Sydamerikas Indianere, og Japanere, Kinesere og Mongoler, en urgammel stamme som måske allerførst er spredt ud fra Mellemøsten for 100.000'er år siden).
"Eskimo" er et gammelt græsk ord opfundet af de første opdagelsesrejsende i 1600-tallet, og betyder "de der spiser råt kød", som en gammel benævnelse for alle arktiske folk, senere kun de ældste stammer i Thule i nord som ikke var opblandet med tilrejsende, som det viste sig ved ekspeditionerne i 1900-tallet. Sidenhen blev ordet "eskimo" i folkemunde lidt tvetydigt eller måske nedsættende, derfor ikke så tit anvendt idag. Men det er ok, og her er det ikke nedsættende, men tværtimod ment som et ægte, stolt urgammelt folk.
(I arktiske egne er der få eller ingen bakterier, og man kan spise råt, og endda gæret kød af fugle, land- og havdyr, det er endda sundt, og smager bedre end når det er tilberedt, og er selv idag almindeligt, især på jagtture)
Her ses jeg i thuleeskimoernes traditionelle pelsdragt af rå, ugarvede skind, til langfart. Syet til mig, af min thuleeskimofamilie i 1969, umiddelbart før vores lange
isbjørnejagtrejse op til egnen omkring gletchergiganten Humboldtgletcheren.
Overpelsen er af smukt mønstersyet rensdyrskind, syet så det kraftige hårlag falder til bedst mulig beskyttelse mod kulden. Med ræveskind i ansigtsåbningen, som bremser rimdannelse og blæst i ansigtet. Under hagen er det hunde- eller isbjørneskind som tætner godt mod halsen. Det samme i ærmer og pelsunderkant.
Bukserne er traditionelt af isbjørneskind, meget slidstærkt, og de bæres gerne hele året. Bukserne er om livet samlet i lærred, mens de blot hænger løst ud over knæene for at sikre bevægelighed og ventilation. Drengebukser er gerne hundeskind, mens piger har skridtlange kamikker, og korte "trusser" som næsten ikke ses.
Støvlerne - kamikkerne, skaftet er her af rensdyrskind som er varmere end de almindelige af sælskind til hjemmebrug - som til gengæld er tætte som gummistøvler. Sålen er af kraftig slidstærk remmesælhud som modstår slid på klipper. Indvendig er en heldækkende kraftig inderkamik af lammepels - tidligere brugtes snehareskind, og endelig en cm-tyk indersål af filt (sammenfiltret hår) som isolerer mod underlaget.
Der findes ikke bedre og mere behageligt fodtøj end kamikker.
Lufferne er her af rensdyrskind med indervante af filt, men på grund af den megen hårde slid med hundeskagler, slæde og redskaber bruges flere slags luffer, dels af sæl, med ulden indervante.
Under dette er lærredsanorakken med hætte, og uldent tøj i flere lag. Tilsammen en nogenlunde - men uovertruffen den bedste - beskyttelse under hårdt arbejde i de mest ekstreme kuldegrader og blæst.
Traditionelt har thuleeskimoernes pelsdragt set sådan ud i århundreder og er nærmest fuldkommen - mod ekstrem kulde er intet fuldstændigt værn. Moderne nylontøj har idag 30 år efter vundet indpas også blandt eskimoerne i Thule. Det skyldes flere ting, dels at især isbjørneskind kan være svært at skaffe - man tager ikke mere ud på så lange jagtrejser ! Desuden synes mange unge idag at nylontøjet er "smartere" . . man lever jo på andre områder moderne idag - ligesom os andre, med moderne huse, termoruder, video og computer ! Men lever altså stadig udenfor døren som rigtig thuleeskimo, med slæde og hunde. Snescootere har dog også vundet indpas, men hundeslæden er igen her stadig det uovertrufne trafikmiddel ud til fangststederne. Snescootere går lettere gennem isen, og de larmer !
Jeg har hundepisken i hånden - sådan som man gør for at være forberedt på hundeslagssmål, som kan koste hunde livet. Og her lægges ikke fingre imellem hvis det sker, hundene bankes på plads, før de dræber hinanden . .
Forresten - en tankevækkende detalje - da jeg sådan vendte hjem fra isbjørnejagten, og ansigtet var mørkt, rødbrunt og forandret af en måneds sol og frost, kunne mine bedste venner ikke kende mig . . det kunne jeg heller ikke selv, da en af dem kom og holdt et spejl op !! Det fik vi megen snak ud af.
Allerede da jeg kom ind fra isen og gik i land, og blev passeret af en bil på et par meters afstand, ført af en af mine venner, blev jeg åbenbart taget for at være en grønlandsk fanger på besøg . . Ejnar, hed han, så mig ind i øjnene - men fortsatte kørslen indtil jeg med fagter havde gjort ham opmærksom
før . . . . . og efter
Dagligt arbejder ved Thulebasens tankanlæg . . . og efter en måneds isbjørnejagt og snestorme . .
. . snestorme som det var mandskabet strengt forbudt - og livsfarligt - at gå ud i . . og vi rejste endda også på Indlandsisen, det farligste af alle steder . .
"snestorme" er her ikke bare snebyger fra skyer, men orkaner fra Indlandsisen, som pisker bjerge af pulverfine iskrystaller ud over landskabet
(derfor måtte jeg underskrive en erklæring om at jeg ikke ville blive eftersøgt hvis jeg
forsvandt eller omkom - hvilket ville være som at lede efter et sandskorn i en høstak . .
. . det er thuleeskimoernes hverdag, selvom de også frygter snestormene, og mange er omkommet eller forsvundet sporløst)
Se mere om at rejse langt mod nord i mennesketomme egne med hundeslæde på eskimo-vis uden moderne midler, uden kontakt med omverdnen
ISBJØRNENS LAND . . isbjørnenes yngleområder
Vidste du, at ISBJØRNEN er verdens største, farligste rovdyr ?
Når en højde på 3,50m
Noget om Isbjørne
Mine personlige fotos, fakta og beretninger om Grønland og Indlandsisen
og panorama over eskimoernes gamle Thule-område
Velkommen til mit Grønlands Galleri
Min historie . . . Fra
Thule til Tennessee
hvor jeg prøvede lidt af hvert lige fra kulden til varmen, bl.a. som ambulance- og brandmand
Stærk kulde og stærk varme føles ens - som skoldende vand eller ætsende gas !
Forfrysninger og forbrændinger giver de samme sår og følger, og føles ens !
Denne Isbjørnejagtrejse gik 800 km mod nord fra det gamle Thule i den tidlige
midnatssol til den mægtige Humboldtgletcher og Kennedy Kanalen ved Washington Land i det nordlige Kane Basin mellem nordligste Grønland og Canada, Ellesmereland, det nordligste Amerikas øde, mennesketomme tundra, verdens måske koldeste og mest afsondrede havområde, her kommer hverken hundeslædeturister, 'maratonløb' pr. helikopter, eller krydstogtskibe, her forsvinder havisen ikke engang om sommeren. Så her har de største isbjørne i Arktis deres yngleområder.
Sommertemperaturer er knapt nok over frysepunktet, så havisen forsvinder ikke. Vinteren er koldere end - 50, hvor ånde fryser til is med det samme. Men det føles slet ikke koldt men brændende eller ætsende, og man mærker ikke altid de farlige forfrysninger i ansigtet, før andre ser den hvide, døde "vokshud" - dødt kød.
Vore dagsrejser var som sædvanligt mellem 20 og 70 km, sommetider mere, afhængigt af føret. Man starter ved 8 - 9 tiden morgen, og fortsætter til henad midnat, ofte længere. Vore længste "dage" var på omkring 36 timer, heraf de fleste i snestorm ! Slæderejse er ikke for svage sjæle, - men det bærer lønnen i sig selv.
Baggrundens vignetter
Teltlejr ved pakisen i Kennedykanalen. Siorapaluk verdens nordligste samfund. En otte ugers isbjørneunge.
Midnatssolen over Washington Land i det nordlige Kane Basin, Nordvestgrønland - hundenes ånde har i den extreme kulde efterladt en tåge af iskrystaller der bliver stående over vores spor.
En helt anden historie om vor moderne kulturs brutale tåbelighed, som har ramt det gamle Inuit folk urimeligt . . .
I eskimokulturen dræber man almindeligvis ikke sælunger
Det gør derimod usle fangstmænd i skibe fra Canada og Norge. Drab på sælunger er en grotesk historie om vores hjerteløse grådighed og tåbelige misforståelse, en stor uretfærdighed mod en urgammel eskimokultur som er ramt af alt dette uden grund. Disse fangstmænds brutale adfærd med at sejle ud til sælernes fødesteder og knuse hovedet på sælungerne, og straks flå dens skind af for øjnene af sælmoderen, har givet katastrofale følger for den urgamle eskimoiske sælfangerkultur i Grønland og Arktisk Canada.
Eskimoernes jagt på voksensæler er skånsom
Her har sælen i årtusinder betydet mad hver dag, foruden klæder og fodtøj, og dens fedt lys og varme, her betød sælen ikke luksus men selve eksistensgrundlaget for hele samfund - som idag, takket være vor civilisations irrationelle tåbelighed og brutalitet, er endt som bistandsmodtagere uden mulighed for at sælge de sælskind som de ikke skal bruge selv, til ordentlige priser.
Man rettede smed for bager . . og straffede uskyldige
Den franske skuespillerinde Brigitt Bardot stod frem og i sin uforstand startede en katastrofe for denne gamle kultur - men uden at ramme de skyldige, de moderne drabsmænd, og pelsindustrien ! Det var de smukke voksensælskind der blev ramt - de som kom fra den traditionelle eskimokultur, mens skind fra sælungerne farves og sælges til billige moderne kvindepelse, fordækt under navnet "nutriaskind" ! Disse brutale drab for at kvinder kan få en billig pels !
Drabene fortsætter uforstyrret !
Også på anden måde går sælungedrabene ud over grønlandske fangerfamilier. Grønlands hjemmestyre melder om stadig færre sæler i grønlandske farvande, og mistænker drabet på henved 300.000 babysæler årligt i Canada.
Eskimokulturen er traditionelt i god pagt med naturen
- 'bæredygtig' kalder vi det idag. Men kan også virke nådeløs og brutal - sådan er nu livsbetingelserne ofte. Det glemmer vi måske i vores supermarked-kultur. At overleve i naturen kan være en barsk affære, særligt i arktis hvor der kan være meget langt mellem levende væsener og muligt jagtbytte. Og man har kendt kannibalisme, ligesom indianere og folk i junglen i Amerika, Afrika, Australien, New Zealand, Indonesien og Stillehavs øer. Eskimoer har kendt til f.eks. i polarvinterens evige mørke, at jagten svigtede, hungersnød og sygdom, hvor man har tyet til at spise børn for at overleve og give resten af børnene en chance. Da har man dræbt og parteret sine børn og kogt dem. Barbarisk ? Ja, det kan være meget svært at forstå for os velnærede, forkælede supermarkeds-jægere.
Men forestil dig bare hvis du startede bilen og kørte på indkøb - men fandt supermarkedets hylder tomme. Hvad så ? Supermarkedets hylder er fyldt op med varer som næsten alle sejles hertil i store containerskibe. Bilen er også kommet hertil med skib. Og benzinen er kommet med skib. Og el er fremstillet af gas eller kul som også sejles hertil. Vindmøllerne sejles ud og opstilles til havs, og vedligeholdes fra skibe. Danmark er en flad pløjemark med lidt huse og træer på, så hvis skibene ikke kom hjem med alle de dejlige forbrugsgoder, ville vi få svært ved at få noget at spise, og uden biler og benzin, el til togdrift, industri osv., måtte vi gå - men gå hvorhen ? Vi er utroligt forvænte med at køre hen hvor vi vil, og købe alt hvad vi har lyst til - når der er varer på hylderne, og benzin i tanken.
Eskimoer elsker deres børn langt over alt andet i deres liv, deres børn er deres eneste rigdom - mens vi nok lidt for ofte og lidt for meget søger andre rigdomme end lige vores børn, for ikke at sige at mange børn i den civiliserede velstandskultur bare er en klods om benet i jagten på statussymboler, en dyrere bil, dyrere adresse, dyrere tøj, rejser osv., nææ, her tæller børn ikke med, de er nærmest i vejen. Se i supermarkedet, moren i dyr pels, børnene forhutlede, forsømte, snavsede, usoignerede - sådan præsenterer man ikke det bedste i ens liv ! - Eskimoer elsker og dyrker deres børn som deres daglige stolthed og rigdom, og elsker børnene for det de er, ikke som de ønsker de skal være. Sult og nød rammer dem, det kender de til, men at se sine børn sulte og lide nød er ubærligt. Skulle man så hellere slagte og spise bedstemor ? Måske, men hun giver nok ikke megen næring og er måske endda syg, hende sætter man hellere ud på en isflage, ud til havs. Børnene derimod vil man bevare som det kæreste i livet, ikke se dem lide og sulte til døde. Så hellere dræbe dem, og spise dem, og senere føde nye elskede børn.
Også slædehunde har man spist - men de er meget nødvendige for jagten og overlevelsen, så dem skåner man helst.
Junglens vilde stammer spiste traditionelt deres fjender, og gjorde ved mennesker ligesom eskimoer gjorde ved sæler: skar dem op, spiste hjerte og lever råt, tog øjnene ud og skar et kryds bag på øjet og kunne trykke øjeindholdet ud - det smager som en blanding af råt æg og levertran. Mænds testikler spistes også rå. Menneskekroppen rulledes ind i palmeblade og bagtes i en jord-ovn nogle timer, så skilte kødet fra knoglerne, og man spiste alt. Men idag er kannibalisme forbudt.
Spiser du skaldyr - hummer, krebs, krabber - de er også menneskeædere ! Hvis du som vi ambulanceførere i redningskorpsene har set en druknet der har ligget i vand et stykke tid, ville du se at hummer, krebs og krabber har ædt øjne og ansigt, sommetider mere, kønsdele, og endetarm ! Velbekomme til næste festmåltid med hummer, krebs og krabber !
Webmaster Kjeld Holsting, Nærum.
Velkommen til mit Grønlands Galleri
Læs / skriv i gæstebogen
Facebook Kjeld Holsting