Tast F11 for fuldskærm


I   N   D   L   A   N   D   S   I   S   E   N

Indlandsisen 500 km nord for Thule, midnat, april, Solen skinner fra stik nord. Begyndende let snefygning. I "brændende kulde" - koldere end minus 50 (føles på huden som forbrænding, som at stå for tæt på flammer - men isner gennem alt som om man står i skjorteærmer). Horizonten røber intet - hvad der på afstand kan ligne bjerge, er skyer.

INDLANDSISEN er en blandet oplevelse. Ganske vist, her hersker ufattelige naturoplevelser af farveskønhed. Indlandsisen kan være jævn og skikkelig som et stuegulv. Men det er koldt hele året, med ubærligt kolde snestorme. Og Indlandsisen har sit eget væsen, sin egen mening om liv og andre begreber. Og under den hvide flade lurer gletcherspalter, hvor stuegulvet giver efter og åbenbarer et sort krater . .

Indlandsisen er gådefuld . . den dækker 85% af landet, mens den resterende isfrie del dog er af størrelse som hele Tyskland eller England med alle øer. Fra nord til syd strækker Indlandsisen sig over 2.600 km - som fra Danmark til Nordafrika, og i en tykkelse på op til over 3 kilometer.
Denne uhyre, gådefulde ismasse ligger ikke helt stille. Med knusende vægt maler den landskaber under sig til grus, mens den søger udad mod kysterne, med op til 30 meter i døgnet.
Det foregår ved at isen er "plastisk", det vil sige at selvom det er fast is, kan den flyde, vride sig og sammenpresses, og det kan beskrives som at isen under de enorme kræfter og spændinger tør og genfryses i samme øjeblik. Det skaber en marmoragtig struktur, og der er også indkapslet små luftbobler, som fortæller om atmosfæren og Jordens geologiske begivenheder millioner af år tilbage i tiden. Der er dog grænser for hvor plastisk, derfor opstår masser af sprækker, og de frygtede gletcherspalter, som kan gemme sig under de nyere lag fygesne som en "faldgrube". Nogle er faldet i disse dyb - de fleste forsvandt, men andre blev mirakuløst reddet ved at havne på en hylde hvorfra de kunne reddes . . det sorte dyb beskrives som fra 50 meter til endnu mere.
Jeg kan bevidne rædslen ved pludselig at træde igennem et snelag og se ned i det sorte svælg . . det glemmer man aldrig.

Grønland er under Indlandsisens uhyre vægt nedtrykket og af form som en skål, hvori isen ligger, det vil sige at dele af indlandet under Indlandsisen er under havets overflade.
Grønland har verdens ældste landmasser - på 3½ milliard år - en stor del er dog yngre vulkanske sedimenter, som følge af at landet under jordskorpens bevægelser er "sejlet" væk fra Nordeuropa, hvad som bekendt stadig er igang og ses f.eks. på Island.

Indlandsisen er sne som gradvist bliver is længere nede under sin egen vægt. Dens alder er fundet til mellem 100.000 og millioner af år, man mener nedisningen begyndte i tertiærtiden for 3-4 millioner år siden - mens Danmark endnu kun var mudret havbund. Virkelighedens alder er måske en kombination, idet der for det første har været kolde og varme tider - som i Europa og Amerika hvor vi nu lever i en mellemistid - hvor Indlandsisens udstrækning har varieret, for det andet kan katastrofen - som det er benævnt - være sket med tidsaldre imellem. Man ved det ikke med sikkerhed. Og Indlandsisen er en uhyre størrelse som ikke nemt lader fravriste sine hemmeligheder, for det er det mest livsfjendske sted på Jorden, og har kostet mange mennesker livet.

Man ved hverken hvornår, hvorfor, eller hvordan Indlandsisen i Grønland er opstået. Der har været utallige videnskabelige ekspeditioner, flere internationale forskerhold - også danske - har udboret iskerner ned til bunden - som er over 3 kilometer nede på dybeste sted - og fået frisk træ og mos med op. Alle iskernerne indeholder bl.a. små luftbobler, som signaturer af atmosfæren og Grønlands / klodens skæbne 100.000'er, år tilbage i tiden, en åben bog om ikke bare Indlandsisens men hele Jordklodens klimahistorie. Man kan læse om klimaopvarmninger at de IKKE et nyt fænomen idag som alene skyldes menneskers aktivitet, men viser spor af globale vulkanudbrud og store meteornedslag. Og man har altså også fundet friske rester af træer som vi kender idag, og mos, som tegn på en fortidig skov under Indlandsisen, og fossiler af dinosaurer, hvilket jo vidner om at noget dramatisk er sket sidenhen, at klimaet har taget nogle mægtige udsving i fortiden. Man har også fundet bevis på at Nordpolen har flyttet sig, og det kan naturligvis også give et fingerpeg om årsagen til denne uhyre ismasses opståen.

Det er også en kendsgerning idag som enhver kender af Grønland er vant til at se, at der ikke skal meget til før nye iskapper dannes - et stort snefald fulgt af kølige somre giver kæmpesnedriver mulighed for at oversomre.
Der er ihvertfald tydelige tegn på at klimaet engang er "væltet", og det er den mest sandsynlige begyndelse - enten ved forurening fra store vulkanudbrud eller meteornedslag, som har formørket atmosfæren i lange tider. Store udslag i soleffekten med solpletter og udladninger fra Solens overflade kan også have haft pludselig indflydelse, ligesom idag. Astrofysiske forhold som Jordens bane om Solen, Jordens hældning, udsving i banen osv. er forhold vi ikke kender meget til, men som naturligvis har indvirkning på Jordens klima. - Det er ikke fair idag, at nogle finder interesse i at forvrænge sandheden, som når vi f.eks. ser sommerbilleder fra Indlandsisen og der dannes søer og hele floder af smeltevand - sådan har det altid været, det ved alle i Grønland, derfra kommer jo de vældige floder ud gennem det grønlandske sommerlandskab som alle også kender. Og om efteråret løber floderne tør / ophører / fryser til igen. Det er altsammen ikke noget nyt, ikke tegn på 'klimaforandringer' - som er løgn ! Klimaet svinger som altid før, som iskernerne viser, også før mennesket kom til verden !

En pludselig katastrofe har altså sandsynligvis igangsat processen - en klimaforværring, kæmpe snefald i mange års vintre, med det resultat at sneen blev liggende om sommeren, har reflekteret sommerens solvarme - og så er det igang.
Indlandsisen har virket dragende på vovehalse i århundreder. Der er foretaget mange slags ekspeditioner - de fleste naturligt nok i sommertiden hvor temperaturen er helt oppe omkring frysepunktet - nordmanden Fridtjof Nansen var den første til at krydse Indlandsisen på ski i 1888 ( han fulgte op til havs, og drev tværs over Nordpolens ishav i tre år med skibet Fram af Oslo, fastfrosset i drivisen, tæt forbi Nordpolen - mens alle anså skibet som tabt). Indlandsisen har været krydset af motoriserede ekspeditioner, og folk har overvintret. I det nordligste 100 km ud for Thule har USA nedgravet hele byer i Indlandsisen, den største med en atomreaktor som livskilde der leverede både elkraft, varme og smeltevand. Et par danskere blev af det amerikanske luftvåben inviteret til at tilbringe et år sammen med mandskabet i dybet under Indlandsisen, komfortabelt, rigelig, god mad, lunt, alle moderne bekvemmeligheder inkl. biograf og kirke. Det var i årene 1962-64 og blev forladt, men med interessante erfaringer som står at læse bl.a. i Børge Fristrups videnskabelige værk "Indlandsisen". Undersøgelser idag fandt byen skredet lidt mod sydvest, som Indlandsisen nu bevæger sig, og begravet under 24-50 m sne, og de flere hundrede meter lange 'gader' på kryds og tværs, de brede gangtunneler, sammenpresset, sammenstyrtet under sneens pres. Der blev boret og taget prøver men ikke fundet radioaktive rester. - Anderledes med en russisk atomdrevet kæmpe ubåd som sank i Norskehavet efter en brand, med kun få overlevende, og hvor norske forskere har fundet udstrømmende radioaktivt stof 800.000 gange stærkere end de naturlige værdier.


Spalter kan ligge skjult under snebroer af uvis bæreevne - dannet af snefygningen - en lyd kan få dem til at briste, ligesom snelaviner i bjergene .. mange ulykkelige er forsvundet i dybet og aldrig fundet igen. - For eskimoer og andre arktiske rejsende har Indlandsisen været en nem genvej med sine hådtpiskede snedriver som et godt slædeføre, men med sine faremomenter spalter, og brat opstående uhyrlige snestorme hvor man uden tilstrækkelig beskyttelse kun har et par minutter at leve i - her er ikke tale om snefald fra skyer, men pludselige, enorme kastevinde på op til 200 km/t, som pisker snehavet op og på kort tid fylder luften med fint snepulver - kulde og vindpåvirkning tilsammen giver en virkningsgrad som 80-90 minusgrader, og kun en forsvarlig udrustning sammen med stadig bevægelse forhindrer at man omkommer af kulde.
Og ikke mindst de "legendariske" gletcherspalter i skjul under sneen, ofte bare et par meter brede - nok til at falde i dybet, men op til 30-50 meter brede, som har opslugt mennesker, slæder, hunde og større ting som her i deres sorte dyb hvor bunden kan være mere end 50 meter nede. Spalterne bliver i vinterhalvårets storme gerne dækket af snebroer, men hvis styrke er noget usikker. Det er som med laviner, en lyd kan få dem til at briste.

SOM ET HAV AF SNE
For overhovedet at holde retningen og ikke forsvinde i de endeløse vidder har man måtte holde kurs over de ensartede snefaner. Indlandsisen er som et hav af sne - nogle steder med store "dønninger", men horizonten er flad og uden kendetegn hele vejen rundt.
STILHEDEN
Indlandsisen byder på fænomener som ikke er nemme at beskrive - en absolut stilhed 'mangel på lyd', en hul, stilhed hvor man kun hører sin "indre larm" . . blodets pulsen, hjerteslaget.. Man fornemmer en snert af panik.
UENDELIGHEDEN
Indlandsisen vender op og ned på alle begreber om liv og menneskelighed. For det første er synet af disse uendelige vidder ganske overrumplende. Man er straks klar over menneskets lidenhed, mennesket er her en uendelig betydningsløshed og sårbarhed, ja - vi er et ubetydeligt fnug, overfor en knusende, gold ørken som ikke accepterer liv. Som spotter alle tanke om liv med sin isnende stilhed, og sporløse udslettelse i den evige flade ! Og iblandt, skjult for øjet, findes spalternes dyb skjult under snebroer.
BEVÆGELSE
Når man rejser over den evige flade, er det som at stå stille . . tiden går, sollyset ændres, man brænder sin energi på at komme videre, og man fornemmer distancen, man trættes . . men Indlandsisen mener det modsatte - tiden eksisterer ikke, er sat istå, meningsløs - og man bevæger sig håbløst som på en drejeskive, hvor man ikke kommer ud af stedet . . Man føler sig latterliggjort, tilintetgjort, af et overvældende, overmægtigt isnende væsen af død og knusende tomhed, hvor man har uendeligt små chancer.
FANTASIEN
Og de evigt varierende snefaner, stastrugien, fygesneens og vindens skæmtsomme natur som skaber de mest fantasifulde knivskarpe omrids, mønstre og figurer, som kalder på fantasien - og udmatter den. Uophørligt fremkalder snefigurer et indre syn, man vækkes af associationer, en symfoni af abstraktioner, ens indre oprulles i sneen, ens fortid, sejre og nederlag. Sejre blegner, mens nederlag ånder goldt op i ansigtet.
HÅBET
Mens den flade horizont intet røber, og bevægelsen virker meningsløs, tærer man på sin proviant, og håbet om at klare dette overmægtige is-væsen.
SNESTORM PÅ INDLANDSISEN
Arktiske snestorme er altid alvorlige, livsfarlige. På Indlandsisen er snestorm den yderste ydre 'knivsspids' før døden, næste øjeblik er man måske død, man har ikke mange øjeblikke at ødsle bort overfor Indlandsisens væsen, vildskab, totale isolation, og falder man, forsvinder man snart i den evige flade og bliver aldrig fundet. Indlandsisen er en 'nem genvej' på betingelser. Men skønheden, farvespektret, er ufatteligt, ubeskrivelig.





Mine personlige fotos, fakta og beretninger om Grønland og Indlandsisen, og panorama over Thule-distrikt
Velkommen til mit Grønlands Galleri

   
Eskimoers beklædning til rejse på Indlandsisen


Læs gl. gæstebog 1998-2012
SKRIV DIG I NYE GÆSTEBOG

Copyright © K.A.Holsting