- på grønlandsk Naanok, latin Ursus Maritimus (=havets bjørn) - er det største og farligste rovdyr i verden, - og den stolte, uindskrænkede fyrste over mægtige, ensomme og øde arktiske områder. Isbjørnen lever kun i Arktis, i land- og havområderne omkring Nordpolen - ikke i Antarktis, dvs. omkring Sydpolen, hvor dyrelivet er helt anderledes end omkring Nordpolen. I Antarktis er f.eks. pingviner, søløver, søelefanter, og søleoparder, pingviner er nogle 'sære' store fugle som ikke kan flyve, men svømmer fantastisk under vand som en fugl i flugten, mens søløver, søelefanter, og søleoparder er havdyr i familie med sælen. Søleoparden er et frygtet rovdyr, isbjørnens modstykke - de findes ikke i nord. Her lever Isbjørnen som den suveræne hersker, kun med hvide polarulve og polarræve som konkurrenter. Polarulven er nært beslægtet med den grønlandske slædehund - disse er altså snarere ulve, end tamhunde. I havet lever sæler, hvalrosser (dem med to store stødtænder), narhvaler (dem med den lange snoede 'enhjørning'tand) og hvidhvaler - altsammen eskimoers traditionelle 'hverdagskost', som desuden yder uundværlige dele til beklædning, fodtøj og værktøj m.m.
Her ses to isbjørne til havs i det arktiske forår, på vej over en rende med nyis - som giver efter og revner i en cirkel om den. - Det betyder dog ikke meget om den går igennem, for isbjørnen er en suveræn svømmer.
Isbjørnen lever det meste af sit liv på havet, og er en fantastisk god svømmer - også under vandet. Pelsen er meget tæt, yderst kraftige dækhår som beskytter mod is og slid, derunder et tykt lag finere hår - en isolering af bølgede og sammenhængende hår så de danner luftlommer, og som ikke bliver våde.
Isbjørne lever mest af sæler som den dræber med et enkelt slag af forpoten - som er op til 30 cm i tværsnit. Den kan slå så hårdt at den også kan bryde gennem bræddevæggen i en træhytte for at komme ind og søge efter noget spiseligt.
Isbjørnens fødested er oftest en hule i en snedrive, gerne på isen ude til havs, i foretrukne yngleområder nær gletchere. Og der er det særlige for isbjørnen - tilpasset det udfordrende liv i klodens mest livsfjendske egne - at parringen sker i april-maj hvor klimaet er venligst, men det befrugtede æg ligger beskyttet i moderen indtil september før ægget implanteres i livmoderen, så isbjørneungernes adkomst til verden også kan ske i udsigt til sommerens mere venlige forhold !
Fødslen sker i snehulen, som moderen på forhånd har udgravet i en stor snedrive i slutningen af november, hvorefter hun - om ikke ligger i dvale, så med nedsat stofskifte, ikke spiser og drikker. Fødslen - oftest tvillinger, men op til tre, sjældent flere - sker midt i mørketiden i december-januar, og det er fantastisk - de nyfødte unger med en vægt under 1 kg, er nøgne og blinde og lever de første uger beskyttet, skjult i moderens pels nær dievorterne, mens de i løbet af de næste 6-8 uger vokser til en vægt af nær 30 kilo, og således næsten 30-dobler sin fødselsvægt.
Når ungerne i marts er 6 - 8 uger, er de fuldt pelsklædte og følger moderen ud på vandring. Solen er da vendt tilbage. De følger moderen på jagt, men når jagten står for, "parkerer" hun ungerne i sikkerhed mens hun går byttet nærmere. Når det er sikret - oftest en sæl som dræbes i et eneste slag af forpoten, slæber hun det hen til ungerne som får lov at gå løs på det.
Her i marts-april risikerer isbjørnene at træffes af eskimoer på isbjørnejagtrejse - for at skaffe det uundværlige isbjørneskind. -
Men der lurer også en anden alvorlig fare - isbjørne danner ikke par efter parringen, og en voksen han vil gerne dræbe ungerne hvis de mødes, for at kunne parre sig med moderen - et naturligt instinkt for hannen at sikre bestandens overlevelse. Der er for det første minimal chance for at det er hannens egne unger som han dræber. For det andet er hannens adfærd alligevel logisk - ungerne har kun 30% chance for at overleve kulde og sult. Derfor er hannens instinkt at gøre et nyt forsøg.Hunnen vil da prøve at forsvare ungerne, og en isbjørnemor med unger anses for aller-farligst, - men klogeligt overgiver hunnen sig nok oftest hannens overmagt.
Ellers følges ungerne med deres mor som en lille familie indtil de er omkring 2½ år, og er store nok til at klare sig selv.
I juni - juli åbner den 2 meter tykke havis med render - i arktis betyder mågens ankomst åbent vand, forår - og istæppet opsplittes efterhånden til stadig mindre flager, som langsomt driver sydpå. Dette er isbjørnens store udfordring i overlevelsen til havs, for til sidst går flagerne i opløsning og møder de store vidder i Nordatlanten.
Ikke kun isbjørnehannen kan forgribe sig så grusomt på ungerne. Hvis moderen føler sig truet - enten det er af en indtrængende han, eller nu i vor tid f.eks. en helikopter eller snescooter - og i en zoologisk have - så æder hun straks ungerne. Det er også hendes instinkt som beordrer til karrighed med proteinerne - og derfor redder hun snarere kostbare proteiner ved at æde ungerne, fremfor at ungerne går til på anden vis. Naturen er forunderlig og, fuld af visdom.
Isbjørne strejfer overalt i nordpolarområderne til havs, og helt ned om Grønlands sydspids, mens de søger efter sæler, og vandrer op til 50 km i døgnet, i deres søgen efter sæler i deres åndehuller. De tager også fugle og fisk, og kan som grizzlybjørnen gå i land og æde bær og grave efter rødder. Den færdes ellers ikke meget på land - men hvor isen i det sydlige helt smelter eller forsvinder ud i Atlanten, må isbjørnen søge ind på øde klippeøer og fuglefjelde, og i Amerikas og Sibiriens udstrakte tundra, - og man kan aldrig vide sig sikker. Isbjørne er set så langt inde som på Indlandsisen nær gletchere, og finder også på - desperate af sult - endda med unger - at gå ind til beboede steder, nok tiltrukket af dufte, - ofte endda ind på selve thulebasen blandt fly, biler, supermarked og radaranlæg - og må jages bort med helikopter.
Bygder i det nordligste Canada er plaget af dens besøg - ikke mindst bygden Churchill højt oppe i Hudson Bugt hvor isbjørnene endda må døje med sommervarmen i tundraen, og på højarktiske øer som Svalbard og Nord-sibiriske øer træffes de også - især efter vinterens hi - med unger.
Er det småt med heldet, kan isbjørnen derfor også angribe moskusokser, rensdyr, hvalrosser, ræve, ulve - ja, alt hvad der virker interessant, eller kommer indenfor synsvidde - også mennesker, - der er sket mange drab på mennesker, selvom den oftest foretrækker at flygte - den kan gabe over hovedet på en voksen, og den kan lugte "middagsmad" på 30 km's afstand !
Isbjørnen kan veje over 600 kg, og nå en højde på 3½ m når den rejser sig på bagpoterne - altså dobbelt så høj som et almindeligt voksent menneske ! Den er omkring 7 år om at nå den fulde voksenalder, og opnår gerne en alder af omkring 25 år, men kan blive op til 40 år gammel.Der har naturligvis været adskillige ekspeditioner til udforskning af isbjørnenes legendariske, omflakkende liv. Man har da konstateret visse mønstre. Nordamerika og Vestgrønland har en bestand af de allerstørste individer, med Vestgrønland ca 4000 af disse isbjørne. Bestande i Østgrønland, Svalbard og Sibirien synes mindre i vækst - nok på grund af miljø- og vækstforhold. En del heraf lever i drivisen, mens andre "stammer" synes stationære i Østgrønland, med nogle tusinder individer. De Sibiriske isbjørne er set følge med drivisen helt til Sydøstgrønland.
Naturligvis knytter der sig også en fast tro blandt eskimoer til isbjørne - dens lange kløer og drabelige hjørnetænder bæres som amuletter med uanet kraft. Dens pels er uundværlig til beklædning, mest som bukser til mænd, dens kød er en delikatesse. Men leveren er giftig - så fuld af koncentreret næring, mest A-vitamin !
Isbjørnen klarer sig udmærket til havs, og kan fange fugle ved at overraske fuglene på vandet nedefra. Den har ringe syn og hørelse, men formiddabel lugtesans som rækker mange kilometer. Den kan liste ubemærket, og ubesværet - dens trædepuder er ru og læderagtige, som - sammen med dens 6 cm lange kløer - giver et sikkert fodfæste på isen og i dyb sne, og med pels mellem "tæerne" som en fordel i dyb sne.
Der har været mange myter omkring isbjørnen - i et par hundrede år benægtede "videnskaben" dens eksistens. Den første isbjørn indfangedes af eventyreren Audin i år 1060, og fremvistes for den danske konge Harald Blåtand, og senere kong Sven Estridssøn på kongsgården i Roskilde ! Også grev Corfitz Ulfelt fremviste i 1623 isbjørne ombord på en båd i Øresund, tøjret med kæder ! I 1859 kom den første isbjørn til en zoologisk have - i København. Indtil fornyligt kom isbjørne i zoologiske haver fra eskimoers jagt på en voksen mor med unger. Det regnes for et stort held når det lykkes i zoologiske haver at få isbjørnepar til at få unger.
Isbjørnen er også en udholdende løber, og kan klatre op i isfjelde hvis den er forfulgt, f.eks. under eskimoers jagt. Før riflens tid var det en meget farlig affære at møde en isbjørn, og den kunne nå at gøre det af med flere af slædehundene, inden det lykkedes jægeren at nedlægge den med tilstrækkeligt mange stød af et spyd - henover hundene som omringer den. Pelsen er ikke helt hvid, men er mest hvid når den nye pels vokser ud i foråret, og kaster de gamle hærdede yderhår. Med sit tykke, fedtholdige hårlag kan isbjørnen holde varmen i den værste kulde - også i det iskolde vand, og den kan svømme langt.
Kun hunbjørne, som er drægtige, går i vinterhi indtil ungerne er født og har fået fuldt pelslag. Andre strejfer rundt hele året, også midt i vintertidens mørke og værste kulde.
Men isbjørnen kan dog løbe sig til et hedeslag, da pelsen isolerer så godt at den ikke kan slippe af med for megen varme. Det er sket, når turister forfølger isbjørne f.eks. i helikopter eller på snescooter. Isbjørnen er totalfredet, dog kan man ikke forbyde eskimoer deres traditionelle jagt for kødets og pelsens skyld. Bestanden har været truet i 1960'erne, men er nu tilsyneladende øgende, og tåler godt eskimoernes jagt.
Isbjørnenes eksistens i det længere løb kunne synes truet af et mildere klima i de seneste år - den såkaldte globale opvarmning, der medfører at den arktiske vinter bliver kortere, havisen dannes senere på efteråret, og bryder op tidligere i foråret, så isbjørnens foretrukne jagtrevier - den uendelige vinteris på havet - indskrænkes. Isbjørnene lever af at fange sæler i åndehuller i havisen, og hvor havisen bryder op bliver det sværere for isbjørnene at finde føde nok. Hvor havisen i sommeren helt forsvinder, tvinges isbjørnene i land, hvor de nemt kommer for tæt på mennesker. Selvom isbjørnen bevæger sig uhindret i og under vandet er det langt sværere for den at fange sæler på den måde. Havvandet er krystalklart, og sælerne vil naturligvis flygte i tide. Men det er slet ikke nyt i arktis' og isbjørnens historie at klimaet svinger mellem koldere og mildere, det er velkendt at gletcherne og havisen varierer !
I vikingetiden var der et meget varmere klima, og Grønland fik sit navn af gode grunde, her var frodigt grønt græs og mindre træer og tætte krat - det er der stadig i det sydligste Grønland. Vikingerne bosatte sig i Grønland, holdt køer og høstede korn i 500 år ! - Man har endda fundet forstenede rester af palmer og dinosaurer under Indlandsisen, men det skal nok også forklares ved at Grønland har flyttet sig, og ikke altid har ligget så nær Nordpolen. Borekerner ned til bunden af Indlandsisen i Grønland fortæller videnskaben om store udsving i klimaet mange tusind år tilbage i tiden. 'Global opvarmning' er ved at blive et 'globalt massehysteri' - ligesom rygeforbudet ! Om vi afskaffede biler, oliefyr m.m. ville det ikke gøre mindste indtryk på de naturkræfter der bestemmer klimaet ! Videnskaben kan desuden fortælle om Jordens historie hvor der har været globale, gigantiske vulkanudbrud, som får vor tids 'forurening' til at forsvinde i sammenligningen.
Verdens forskere er dybt uenige om årsagen til den nuværende klimamildning, om det skyldes menneskets aktivitet og afbrænding af forskellige brændstoffer som øger CO2 (kultveilte) i atmosfæren, og virker som 'drivhuseffekt'. Men der er mange mulige årsager, og langt større kræfter som altid har haft stor indflydelse på Jordens klima, helt uden menneskets medvirken. Her ses en skitse over kræfter som er udenfor vor indflydelse, og som har stor indflydelse på Jordens klima, det er udsving i Jordakslens hældning, som jo bestemmer Jordens årstider. Og udsving i Jordens bane om Solen, som naturligvis også har stor indflydelse på klimaet. Af andre årsager er udsving i Solens aktivitet, 'solpletter', og kosmisk stråling.
canadiske sælungedrab
Læs gl. gæstebog 1998