Alle disse 'isflager' er flydende gletcheris-øer, det vil sige at kun 1/10 del ses over vandet. De er kilometerstore. Man kunne rejse rundt på dem. Men det ville være nærmest selvmord, for de brækker uden varsel, og så tumler giganten måske rundt, for havstrømmene æder af gletcherisøerne nedefra og undergraver ballancen. - Ellers er havet dækket af den to meter tykke vinteris, som i den korte iskolde sommer med minusgrader her i Kane Basin næppe formår at bryde op og smelte, hvilket nogle steder har skabt gletcherlignende havis og høje dynger af kyst-pakis. (vintertemperaturen når ned omkring minus 50-60 Celcius som får ånde til at fryse til iskrystaller mens man udånder). Havisen er brudt mange steder så man ser det sorte vanddyb, og den er spættet af smeltevandssøer ovenpå isen, takket være solvarmen. Isbjerg-øerne står med 30 - 40 meter høje lodrette kanter og er ikke just indbydende - men kunne i den lave sol minde om dunkle skovbryn . . dette er isbjørnenes jagtmarker, så det gælder bare om at finde dem.
Humboldt Gletcheren er ufatteligt stor,
men ikke særligt kendt, for ingen kommer forbi heroppe i Kane Basin,
undtagen nogle få eskimoer på isbjørnejagtrejse - måske ingen. Forskere har skrevet, at intet andet sted minder så meget om Antarktis, Ross Havets store isbarriere ved Sydpolen.
Frontudsnittet her af ca 10 km's bredde viser flere års "fødsler"af de gigantiske isøer, som kun meget langsomt driver sydpå gennem det smalle Smit Sund, og videre sydpå, hvor de bliver set af flere. Men inden da er de fleste revnet i flere stykker, og når frem i syd - heldigvis for skibsfarten - kun som vrag af det de var da de lagde ud fra
deres mor. Kun de færreste når frem som øer, og bliver f.eks
set fra thulebasen, som store flade blokke der er flere dage om at drive forbi langt ude i Baffinbugten.
Det er heller ikke nemt at fotografere selve Humboldt
gletcheren, når man kommer i Kane Basin - alle isøerne
spærrer for synet. Og når man endelig kan se gletcheren, er
alt man ser en "kridtstreg" nederst på en sløret blåhvid
tavle - fronten, og gletcherfladen som hæver sig op mod
Indlandsisens højder, hundrede kilometer inde. Mennesket er meget lille her, og dimensionerne ufattelige.
Dette luftfoto er taget i august. Mange af "isøerne"
har tydelige gletcherspalter, - med snebroer endnu i tøbruddet hængende
over. Nogle af gletcherspalterne er 30-50 m. brede, og kan være
mere end 50 meter dybe. Vi ser kun isøernes øverste tiendedel, resten stikker dybt under havisen, hvor havstrømme gnaver af dem,
og kan få dem til at brække og vælte rundt, selv midt om vinteren.
Og havisen ligger her endnu, spættet af smeltevandspytter.
Brudt, med åbne, sorte render her og dér. Som det ses sine
steder i Kane Basin, når havisen her på billedet nok heller
ikke at bryde op denne sommer - som er ved at være forbi. Det gør
Kane Basin til en noget barsk affære, med kuldeudstrømning
fra gletcheren, og uden Baffinbugtens lune havstrøm fra syd, som
vender ud for Thule.
I stedet kommer heroppe den kolde havstrøm fra Nordpolen, gennem Kennedykanalen, og blander sig 500 km sydligere i Baffinbugtens lunere havstrøm på vej mod syd, og tager med årene nogle få af isgiganterne, de flydende isøer,
med sig sydpå. Men det tager år, også fordi nogle af
disse enorme isøer - der altså stikker langt over hundrede meter under vandet - går på grund undervejs.
Men her i ensomheden findes et af
isbjørnenes
foretrukne yngleområder. Moderen udhuler en snedrive, hvor hun
føder ungerne. Når ungerne er 6 - 8 uger forlader hun hulen,
og de begiver sig ud på endeløs vandring, ligesom hannerne, for
at opsnuse sæler der kommer op for at ånde. - Her
er chancen for de eskimoiske isbjørnejægere. Men for at finde
bjørnene må man finde sporene . . .
