Tast F11 for fuldskærm
Vi rejste omkr. 1700 km. Uden kontakt med andre mennesker, siden vi forlod det allernordligste bosted Neqe.
Uden anden proviant end det vi medbragte på slæden, og yderst sparsomt jagtbytte i den karske, hvide ørken

Vi havde ved flodudmundingen i Remmesælerbugten fundet en besked fra et andet hold bjørnejægere, som var på vej ud. Men indholdet ville mine venner ikke røbe - på deres ansigter kunne jeg forstå at det var dårlige nyheder. Jeg skulle dog senere få det fortalt, i teltet under en snestorm, under sult, tørst, kulde og udmattelse, på vej til Indlandsisen.
Næste dag begyndte vi opstigningen i Inglefield Land gennem et flodleje, og standsede ved en stor, flækket klippeblok som stod og ragede op midt i det hele. Dette flodleje, var det - takket være snestormen - ikke lykkedes os at finde på udvejen, mod Kane Basin, og det kostede os i stedet en tur gennem en stadig snævrere flodkløft, fuld af klipper som denne.
Her på klippeblokken havde de andre skrevet en hilsen til os i snelaget på læsiden, og vi besvarede hilsnen.
Under fortsættelsen søgte vi rundt efter lidt spiseligt - lidt råt kød og lever var lige hvad vi kunne bruge nu, en snehare, måske - men vi måtte nøjes med tanken, her var intet liv at finde.

Men værst var lige nu tørsten - langvarig sult mærker man ikke så meget, udover træthed og "plads i tøjet", men vi havde ikke petroleum nok til de sædvanlige rast med te, for varmen, og for at slukke tørst. Man kan ikke bare spise sne der er 40-50 grader kold. Så vi tørstede, som vi stadig havde gjort, - men nu var det alvorligt.
Vi ledte også efter et gammelt "depot" . . og gennemsøgte flodlejet for et utal af huler, sprækker og skjul, før vi endelig fandt det, helt oppe i begyndelsen af højlandet, - en væltet petroleumsdunk, med sne i. Herefter tog højlandet imod os med en bidende blæst, og en mørk horizont som skjulte Indlandsisen. Højlandet var fladt som Indlandsisen, men det var knapt med sne, så mederne skurrede modvilligt mod stenlaget.

Var der absolut intet - intet at se omkring os i det grå uvejrslys døgnet rundt, så var der til gengæld for det indre blik. Hallucinationer om mad, mad og atter mad - i farver, med dufte, og følelsen af varme også. Dette er måske det "værste" ved alvorlig sult - indtil man dør af det. Dagen efter vi kom hjem faldt jeg bevidstløs omkuld.

Efter et døgns uafbrudt færd gennem det stenede højland standsede vi for at søge læ for den tiltagende snefygning, og slog teltet op over den ene slæde, hvorefter vi krøb ind med pels og alting på. Her fortalte de mig at isen i syd var brudt op, og vi derfor måtte tage en anden vej hjem over Indlandsisen. Hvad dette betød opdagede jeg to døgn senere, da vi på en anden rute over Indlandsisen - og under en ny snestorm - pludselig trådte gennem snelag, og så ned i gletcherspalters sorte dyb. Den navnløse frygt for døden her og nu.

Her på hjemrejsens sidste ophold før Indlandsisen varmede vi tevand, og slukkede straks primussen med vores sidste skvulpende sjat petroleum, hvorefter vi nød de få sidste beskøjter - undtagen den allersidste, som ingen ville røre. Herefter krøb vi sammen på slæden og faldt i en dyb, kold søvn, med en isnende træk gennem teltet. Men ved teltåbningen lå stadig den skudklare riffel udtrukket af sit hylster . . sidste håb om en overraskelse

Egentlig bryder jeg mig ikke om billedet, det giver mig en del ubehag, - ligesom visse andre, for det minder mig om situationen - om fuldstændigt bristet håb, håbløshed, sygdomstegn og svækkelse fra sult. Og så den forbandede snestorm, en ubærlig kulde, og sult grænsende til bevidsthedstab. Alvorlig sult mærkes ikke i maven - derimod som tiltagende sløvhed, forvirring og ligegyldighed.
Dertil uvisheden - nu foran hjemrejsen over Indlandsisen - og dertil nu også en ny uvished, nyheden om havisens opbrud i syd, en uvis hjemrute over Indlandsisen, dårlige tegn som påvirkede mine (to) venner - som det viste sig, ved udsigt til alvorlige gletcherspalter - sønnen havde mistet sit gode humør og var blevet dybt sarkastisk, tavs og indesluttet, og det gav gnister. Kun faderen var stadig den samme - omend også al hans munterhed var borte.
Med alle disse fakta in mente, begik jeg en fatal brøler. Selvom den havde været gemt væk til nu, medbragte jeg en lommelærke med stærk rom, og den tog jeg frem nu. Faderen og jeg tog os hver en ordentlig slurk - men de isnende, stærke dråber var ved at kvæle os, og det var som at brænde op indvendig, og det tappede os endnu mere for energi og varme, mere end det føltes at varme.
Jeg gik udenfor teltet og bad en bøn, mens jeg vendte mig mod huller i det dybgrå skyhav som fejede over himmelen, og lod Solen sende kortvarige, fantastiske, gyldne lyskaskader ud i livløsheden. Jeg holdt lufferne op om ansigtet som skærm, det var som en himmelens åbenbaring, og jeg følte en helt uventet varme strømme mig imøde, og med nyt håb gik jeg i teltet og faldt i dyb søvn.



Welcome into my Greenland Gallery