At jeg overhovedet har skrevet, rejst og vist mine lysbilleder og film til foredrag, på skoler, i forsamlinger, firmaer, institutioner, i Grønland og i forsvaret m.v., det skyldes mine tanker da jeg rejste derude i ødemarken: Dette er højarktisk stenalder, uden lige i vor moderne tid ! -
Nå - ja, tænker du, han har læst en masse om Grønland, og så skulle han lige ud og prøve lidt selv . . . men nej ! Jeg havde ikke læst en eneste linie om Grønland, og regnede som de fleste andre bare Grønland for en stor klump is. Jeg kom bare til Grønland for at tjene penge - anbefalet af en kammerat derhjemme. Og penge tjente jeg. Men jeg faldt helt uventet for dette fantastiske istidsland, det var som at begynde livet helt forfra. Da jeg var dreng læste min far op for os drenge af Fridtjof Nansens "Fram(skibet) over Polhavet", men det kom jeg først i tanker om senere, da jeg selv var derude - langt ude på isen, langt borte fra alt.
Jeg hjembragte både foto og film fra denne månedlange slæderejse, med et Minolta og et Nikon kamera, 150 fotos i 35mm Kodak, og 2½times Kodak super-8 smalfilm uden lyd. Men desværre er meget af det uanvendeligt pga. frostsprængning af filmen, og frostens indvirkning på kameraerne, - det er ikke nemt at bruge moderne teknik i ekstreme kuldegrader.
Filmen har jeg samlet til et brugbart resultat. Et usædvanligt rejsedokument. Den er ikke i biografkvalitet, men er til gengæld ægte, ikke en turistudflugt eller et arrangement for kameraet, ingen scener er bare for optagelsernes skyld. Der er f.eks. ikke "typiske" scener hvor begge slæder ses på afstand - jeg måtte jo selv være med een af slæderne. Vi rejste to slæder alene. Jeg var deltager - på godt og ondt - og mit valg var at deltagelsen i mine eskimoiske venners jagtrejse gik forud for alt.
Men her ses ellers usete scenerier, fra usete egne af Grønland. Indlandsisen, den højarktiske midnatssol, snestorme. Humboldtgletcheren og de kilometerstore is-øer, det mægtigste i Arktis, uset og ukendt. Og så naturligvis rejselivet
og spændingen. Ekstréme kuldeforhold og farver. Hunde
og slædekørsel, og fangst, i sjældne optagelser, polareskimoer i deres oldgamle traditionelle roller, og glimt fra verdens nordligste samfund Siorapaluk nord for Thule. En utrolig virkelighed, en højarktisk "stenalder" i lyslevende live - en tid som nu allerede er forbi, så få år senere !
De dramatiske scener og betagende naturoptagelser under de ekstréme forhold taler for sig selv, mens afsondretheden, ensomheden, fornemmes.
Ledsages af dansk tale, af mig, med musik og lydeffekter - snestorm, opbrydende havistæppe m.v. optaget ved anden lejlighed. Optaget på Kodak Super- 8 fotografisk film under meget vanskelige forhold i ned under minus 50°, hvor film bliver glasagtigt, så en del er gået tabt når filmen splintredes, eller det simpelthen
var for koldt for kameraet og optagelserne mislykkedes.
Bogen er skrevet på baggrund af dagbogsnotater fra rejsen, skrevet i teltets varme om aftenen, og illustreret med farvefotos fra mit fotogalleri, samt filmkopier som ikke
findes dér. Det er et udtryk for de frostskader som skete på filmmaterialet.
Hvad jeg ikke fik vellykkede fotos af, har jeg måske på film - og omvendt.
Men der var også situationer, hvor arbejdet ikke levnede tid og mulighed
for at fotografere. I svær skrueis, i stærk kulde eller de værste snestorme,
og andre tilfælde, hvor apparaterne havde fået knubs, eller taget sne, og
ikke virkede, så jeg måtte vente til sengetid, hvor jeg kunne arbejde med det i teltets primusvarme. I 50° frost kan man ikke arbejde godt med bare hænder, det forbyder kulde og forfrysninger, og metal fryser fast til huden.
Jeg illustrerer her en dristighed som for det første kunne have kostet dyrt - jeg gik 20-30 km ud i vanskeligt føre, alene, for at finde et riffelhylster ! Hvorfor ? Naturligvis er en riffel uden beskyttelse farlig, det kan man se på Galleri 7, og vi opdagede ved vores lejr ved midnat, at vi havde tabt hylstret, mens vi fulgte en tilføget revne i havisen. Jeg gik helt efter egen indskydelse tilbage for at finde det. Men det kostede ikke kun en hård vandring i fem - seks timer, ubevæbnet, alene i isbjørneterræn (og isbjørnen kan lugte middagsmad på 30 km's afstand), - jeg tog ikke riflen med for "det var jo ikke sikkert hylstret lå så langt borte".
Men det lå helt inde ved kysten, hvor vi havde forladt isfoden, og jeg havde ført begge slæder afsted ud efter de to andre, som til fods havde fulgt revnen det første stykke vej, for uforstyrret af hundene at lede efter friske åndehuller - vores proviant var svundet stærkt ind, og vi traf ingen friske åndehuller ved denne lejlighed. - Det er et lotteri omkring åndehullerne, om at træffe sælen - og - hvis den er der - at narre den til at tro faren ovre, for sælen holder øje med gennem isen hvad der sker foroven.
Vandringen tilbage kostede mig humøret i flere dage, og kastede en skygge over det meste af turen, for min overmodige dumhed, men måske også fordi de bare havde ladet mig gå, at de ikke havde grebet ind og sagt "riflen uden hylster er livsfarlig, men at gå alene tilbage efter et hylster er nærmest selvmord". Det kunne jeg have sagt mig selv. Vi behøvede alle hvilen og jeg kunne ikke forvente at de slog følge, og efter eskimoisk skik blander man sig ikke i andres beslutninger. Det var med andre ord en "krydsning" af tænkemåder, og i den følgende tids mange tomme timer betød det andre "krydsende" tanker over livets meningsløsheder her og der og måske spildte kræfter - og chancer i livet, mens jagtheldet stadig udeblev, og provianten, vores medbragte hvalroskød svandt ind. - Men jeg huskede stadig meningsløsheden i et liv med penge og udgifter - at arbejde sig til en masse penge, for bare at gå hen og aflevere dem på posthuset. Livet herude var kontant - og nådeløst - det drejede sig om at overleve, blive nogenlunde mæt, holde sig varm og uden de værste forfrysninger - resten var som en foræring. Det var som at måle livet med en anden alen, og det huede sindet på en helt anden, dybt og roligt tilfredsstillende måde, end bare at "købe sig til et meningsfuldt liv på girokortet".
Da jeg gik tilbage i sporet kunne jeg naturligvis følge sporets mange sving og udflugter langs revnen. Men den bugtede sig, og for at undgå denne omvej på tilbageturen gik jeg ud i lige linie efter det sted vi havde slået lejr - så godt jeg nu havde taget kending af stedet, og set mig tilbage mod dampsøjlen fra teltet i islandskabet mellem større og mindre isskosser. Men dampen fra teltet var nu ophørt, og jeg styrede efter hukommelsen ud mellem de utallige isskosser i det udstrakte ishav, mens jeg som timerne gik kom i tvivl, om jeg måske var gået i forkert retning, og var gået forbi teltet.
Menneskenaturen er mærkelig, vi kan være nok så opstemt og overmodige, fuld af kræfter og overskud - men er slet ikke indrettet på de store linier, for det er indbildning - konfronteret med på een gang udmattelse, søvnmangel, sult og tørst, forfrysninger, halucinationer, irritation, fortrydelse, tvivl og atter tvivl. Og dog var der stadig en stædig rest der hævdede sit. Men jeg havde begået en dumhed ved at gå alene tilbage under disse forhold.
Lyset skiftede, mens Solen sejlede forbi oppe i nord, og alt så anderledes ud, tidsfornemmelsen blev sløret, træthedens "opstemthed" tog over og jeg gik mekanisk, opfyldt af en uvirkelig fortrøstning, en slags følelsesløshed - de yderste tegn på sammenbrud. Føret var udmattende, med en sneskorpe som bar eller bristede, så man måtte snuble i skorpen og synke i til knæene. Det satte sindet på hård prøve, for det involverede hele tiden psykens holdning til sejr eller nederlag.
Pludselig dukkede teltet op lige forude.
Jeg kom tilbage med hylstret, udmattet, gennemvåd, og med stærke forfrysninger. I teltet hvor de lå og sov stod gryden fra deres måltid nedsmeltet i snegulvet med sit bundfrosne indhold af kødafkog, og i teltåbningen lå den skudklare riffel. Sådan var det at "glemme et riffelhylster".
Bjørnejagt ? Det lyder mægtigt spændende !
Ja, det er det virkelig også, men det er altså isbjørnejagt, og det er en jagt noget for sig, ikke sådan som mange forestiller sig. Og særligt hvis man, som vi, slet ikke ser nogen bjørne, kun gamle bjørnespor, - bortset fra en unge i begyndelsen af rejsen, som med sin mor kom vandrende lige ind på thulebasen og måtte nedlægges af tilkaldte eskimoer, den årlige Thule-begivenhed med bjørne drevet desperat af sult. Isbjørnejagt er ellers en særligt krævende "ørkenvandring", en månedlang rejse ud i en arktisk ørken hvor det ikke ligefrem vrimler af liv.
"Jagtheld" betyder i det arktiske at man på trods af al dygtighed som fanger og jæger ikke er herre over, om der f.eks. tilfældigvis befinder sig sæler i åndehuller, netop når man passerer området, og på samme måde om man i det hele taget træffer på andre dyr, som tilfældigt strejfer om i de udstrakte ødemarker.
Og det må have været en storslået oplevelse, i en så smuk natur !
Smukt, en naturoplevelse, ja, afgjort, nærmest ubeskriveligt. Ganske utrættelig spejder man rundt og "læser" fjeldenes ansigter, deres udtryk og skæbne. Men igen er det noget ganske andet, end når man sidder sikkert og behageligt med fotografier inde i varmen. Naturskønheden er ledsaget af en ufattelig grusomhed og dødstrussel som man lever med 24 timer i døgnet. Virkeligheden som isoleret rejsende i arktis handler om kulde og forfrysninger, sult og tørst, og afsondretheden. Og dertil, at der er mange muligheder for at komme alvorligt tilskade, og så er man færdig. Et brækket ben vil betyde stillesidden på slæden, forfrysninger, koldbrand - den visse død. Selvom man ikke tænker på det hele tiden lurer faren.
Sulten tærer dag for dag, æder sig længere og længere ind på marv og ben. Sult svækker dømmekraften, man bliver døsig og ligeglad, og gribes af drømmerier - om mad, men også andre indbildninger.
Og tørsten kan være slem - Arktis er en grufuld ørken - man kan jo ikke umiddelbart slukke tørsten i de frosne omgivelser - sneen skal jo smeltes først. Spiser man sne får man forfrysninger i munden, uden at tørsten forsvinder, sne bliver til for lidt, der skal meget sne til. Eskimoer har et gammelt trick med at have en skindpose med sne inde på maven, så man hele tiden har vand - omend i små mængder.
Dertil kommer udmattelsen, at udtæres af yderste udmattelse, sulten og tørsten er nævnt, og så konstant at blive gennemblødt af sved, så kulden tager over med forfrysninger, og ispanser i al ens tøj.
Man får frostskader, væskende sår, jagende, skærende smerter fra nye og gamle frostbid, smerter som særligt vågner ved sengetid når man tør lidt op i teltets kortvarige primusvarme.
Sneblindhed, som vedblivende knivstik ind i hjernen, og er ved at drive én til vanvid.
Sammen med en ekstrem kulde som ætsende gas, en brændende kulde som gør selvfølgeligheder til besværligheder.
Alt dette er den nærmest konstante udfordring.
Dertil kommer
snestormene, et hidsigt, blindende, kvælende snefog ofte af mere end orkanstyrke, og med oppisket pulverfin sne eller iskrystaller, hvor man knap kan finde op eller ned og må snappe efter vejret mens øjne og næse fryser til med isklodser. Og en isnende kuldevirkning som trænger gennem alt. -
Her kan jeg beskrive snestormene med et godt eksempel. Under en af snestormene gav vi op og søgte læ ved at ty til vores telt. Men vi kunne ikke REJSE teltet, vi måtte nøjes med at trække teltdugen over hovedet og sætte os på slæden. Dér sad vi i seks timer og kæmpede med at holde teltdugen til jorden uden at blive flået, mens vi - for at holde på varmen i en isnende kulde - holdt primussen igang og varmede te- og kaffevand. Men den indtrængende fine pulversne var en kvælende tåge, sammen med vores ånde, og dampen fra gryden, så øjne og næsebor - ja, hele ansigtet, blev belagt med is.
Indlandsisen er alt andet end idyllisk skønhed, med sin hule lydmangel der får pulsslaget til at lyde som larm. Indlandsisen har en både grufuld og skæmtsom natur - horizonten røber intet, det er som et hav, man rejser over de uendeligt varierede snefaner som et galleri der sætter fantasien på prøve . . og alt imens man bevæger sig, synes man ikke at komme nogen vegne, man "bevæger sig på stedet", som på en drejeskive. - Og så, pludseligt, ud af intet, ud af det skærende klare solskin, kommer snestormen som en grå tåge af oppiskede iskrystaller. På få øjeblikke er sigtbarheden forsvundet, så man knapt kan se hundene, ja knap finde op og ned, og kulden er forfærdende.
Ødemarken er ikke som et maleri, men tom og grusom, en lumsk og brutal ørken hvor liv ikke accepteres, og hvor mennesket er så lille, så forsvindende lille, konstant liggende på knæ overfor vældet.
Når man ser gennem dette er det ufatteligt smukt, så smukt at sindet med tiden lejres af en fandenivoldskhed, en galgenhumor over det groteske i at en så umådelig skønhed kan være så nært forbundet med grusomhed og død.
Og så det mange tænker . . . at træde ud i et sort intet -
gletscherspalter - hvor sneen pludseligt med et sagte "suk" forsvinder under foden og åbenbarer et sort svælg uden synlig bund ! En kort rædsel som et lyn farer gennem kroppen, afløst af en stædig benægtelse, en vægren ved at give sit sølle liv til næste sorte dyb.
Og at slå kolbøtter med slæden i gabende huller - mellem klipper, ved kysten, eller i skrueisen, eller rutsche mod den sikre død ud over kanten til en afgrund - eller ned til det åbne sortblå vand, bevæge sig fra den ene løse isflage til den anden mens bølgerne klukker og skvulper mellem flagerne, til stor uro for hundene.
Sådan nogle oplevelser må du da skrive en bog om !
Ja, disse emner fremgår dels af de unike fotos det forundtes mig at hjembringe, af min usædvanlige 85-minutters "amatør"-farvefilm - de scener som ikke er ødelagt af kulden - hvor film brister som glas (filmen skåret ned fra det dobbelte, dels scener hvor kulden påvirkede kameraet) og min bog som jeg udgiver på eget forlag.
De fleste som har skrevet om Grønland - her også de største som Knud Rasmussen, har holdt sig til det "sikre", og ikke - Fridtjof Nansen undtaget - ikke begivet sig ud på tyndre is end læseren kan følge med (Nansen var som bekendt den som med skibet FRAM fastfrosset i isen drev tværs over Polhavet, og var væk i tre år).
Når man sidder tilbage i stuens varme i en blød stol og ser billeder, ser alt jo såre skønt og malerisk ud. Men ødemarken er ikke noget maleri. Ødemarken er en lumsk, brutal ørken hvor liv ikke accepteres, hvor livet er så forsvindende lille, bestandigt liggende på knæ overfor det knusende isvælde. Vil man ikke tro det, så spørg eskimoerne selv, de forstiller sig ikke. Eller nu - spørg Kronprins Frederik som - til trods for alle nutidens mest avancerede, formildende hjælpemidler og besøg af mor og far undervejs nok har et og andet at sige om is og kulde og ensomheden i det vældige Arktis. Men smukt og grænseløst betagende ? Ja ! Uden sidestykke.
Polareskimoens pelsdragt
Hjemrejsen
Gæstebog
Postkasse
