 |
8-ugers isbjørneunge, bestemt for Zoologisk
Have i København, efter at dens mor var skudt. Det er
uheldigt, - men nødvendigt, når meget sultne
bjørne søger ind til beboede steder. Så kunne man jo prøve at fodre dem, men for det første løser det kun problemet en kort stund, og for det andet bliver isbjørne ikke mere "omgængelige" af at blive fodret, - isbjørnen er verdens største og farligste rovdyr, og lader sig næppe tæmme. Denne lille fyr var da heller ikke spor tam eller kælen, men hvæsede, bed, og slog med sine små labber hvis en luffe kom for tæt på, - forståeligt nok, for alle hundene havde et godt øje til den og sendte den "stjålne blikke". Men den tog imod et krus te med rigeligt sukker i ! |
 |
Gletcheren over Steensby Land, i den gryende aprilmorgen. Dette er den gamle "hovedvej" mellem gammel og ny Thule - Qaanaaq. Her har eskimofamilier i generationer færdedes over, for at undgå en lang og farlig tur udenom, hvor der kan være åbent vand og strømsteder - næsten usynlige steder hvor strømmen under isen "slider" den tynd, så kun snelaget er tilbage. Så foretrækker man gletcheren her, som ikke har så mange spalter. Man rejser med slæderne tungt lastet og alle børnene med, - de mindste surret på slæden, indhyllet i skind. Fjeldene især her i Thule distriktet har utallige små "lokale gletchere" og toppe med "gletcherdyner", som pynter vældigt op i morgensolen ved deres genskær af farverne. |
 |
Tværs over Inglefield Bredning til Qaanaaq. I hundreder af år har fædre og sønner
af det stolte polarfolk trukket deres spor over den udstrakte højarktiske
ørken, i deres udholdende kamp for familiens overlevelse i nogle
af de mest livsfjendske egne i verden. Sporene her peger over mod "Politikens Bræ", hvor vi kom ned efter nattens færd over Steensbyland for fem timer siden, i martsmørke og måneskin,
og efter 18 timers uafbrudt færd. Naturligvis går mennesker normalt ikke så længe, man hviler på slæden når føret tillader det, afhængig af kulden. Hundene kan sagtens trække, og hvis det stikker dem, stikker de i vildt kapløb og glemmer alt om slæden. Men man må hele tiden passe på forfrysninger, især i fødderne (og ansigtet) - selvom pelsen og kamikkerne er den bedste beklædning til det arktiske. Derfor må man af og gå (løbe). Eskimoer bruger ikke ski - skien er en samisk opfindelse. Sneføret er ikke altid egnet til ski, dels fordi sneen i stærk kulde ikke er så glat, dels kan være så hård at den kan bære en bil, men ikke altid er jævn som et stuegulv. I det føre vil man blive radbrækket af at løbe på ski. I Amerika bruger nogle eskimoer snesko - det er deres opfindelse og er tidligere også set i thuledistriktet, men det hænger sammen med større snefald end tilfældet er i Thule, som nærmest er ørken. Sneen kommer blæsende fra Indlandsisen i brat opstående orkanagtige storme med en frygtindgydende kuldevirkning. |
 |
Siorapaluk [Si-o-ra-pa-luk], 200 km nord for Thule, - verdens nordligste samfund, i let snefygning da vi vendte tilbage fra en måneds isbjørnejagt sidst i april 1969. Her levede et lille halvt hundrede familier uforstyrret i de gamle traditioner - bortset fra at man prøvede at høre radio ved at spænde antenne ud og tilslutte den til en transistorradio. Så kunne man ihvertfald høre - og nyde - thulebasens udsendelser, mens det kneb noget med Grønlands Radio, som sender fra Nuuk, 2000 km sydligere. Stativerne i forgrunden er dels kødstativer, men også til slæderne, til at forhindre hundene i selv at stille sulten under hjemlig lediggang, ved at æde f.eks. remme og måske også de fangst- og blodvædede træslæder. |
 |
Kraftige storme og dønninger har brudt den svære
is og sendt det meste til havs ud i Baffinbugten. Rester af kystisen er
strandet i lavvande, sammen med dagfrisk isdække. Men heldigvis var
der levnet en smal gesims inde om land, lige tilstrækkelig til at
fortsætte på, de sidste kilometer til Clemens Markham Gletcheren (opkaldt efter en kendt leder af det engelske geografiske selskab, som stod bag Kaptajn Scott og hans Sydpolsekspedition). Her valgte vi opstigningsstedet til Indlandsisen, da videre færd om næsset i øjeblikket var umuliggjort. Andre gange foretrækker man turen udenom Grønlands vestligste næs Kap Alexander, hvor det gamle, navnkundige sted Etah ligger, nu kun lejlighedsvis beboet. |
 |
På Indlandsisen 300 km nord for Thule, midnat, med solen skinnende fra nord, og snefygning i brændende kulde lavere end minus 50 grader. Indlandsisen er ofte en nem genvej, men med sine faremomenter som f. eks. de frygtede gletcherspalter som kan opsluge både slæde og hunde i deres sorte dyb. Spalterne er på denne årstid med streng frost gerne dækket af snebroer, hvis styrke er noget usikker. For at holde retning som her, hvor Indlandsisen er som et hav med horizonten flad hele vejen rundt, må man holde en kurs henover de ret ensartede snefaner. |
