 |
Vi nærmede os en mørk linie, som viste sig
at være dette isbrud. Dønninger fra Baffinbugten havde revet
isen løs og trukket den med ud, og det spærrede os den videre
vej frem.
Et bælte nyis var dannet inden flagen gik til havs. Nu opstod med vandets ånde rimmønstre så fantastiske, som fra en usynlig mesters hånd. Et blodigt spor bort fra den gamle iskant røbede at der nyligt var gjort sælfangst her. Vi måtte søge ind om land for at komme videre. |
 |
Dette er "Porten" - 200 km nord for Thule - porten mellem det beboede thuledistrikt og de vidtstrakte, udfordrende, barske og ubeboede egne i nord, som gennem århundreder har kaldt mangen en isbjørnejæger, ofte bare far og søn alene, ud på månedlange jagtrejser, og danske eller amerikanske, forvovede ekspeditioner, med store opdagelser - eller dybe tragedier. Vores Knud Rasmussen var her den store triumf, sammen med f.eks. sin ungdomsven og studiekammerat, eventyrer og sømand, Peter Freuchen. Her lagde også vi menneskeslægten bag os i en lang jagtrejse efter isbjørne - uden at ane om vi overhovedet slap levende tilbage igen . .
Her søger isbjørnejægerne langt bort, ud til isbjørnenes yngleområder for at finde de bedste jagtmuligheder - som også kan koste dyrt.
Her ved klippen Kuvdlorssuaq - "Djævelens
Tommelfinger" var der lige akkurat levnet en smal gesims, som tillod slædens
passage.
|
 |
Clemens Markham Gletcheren var "hovedvejen" til Indlandsisen og områderne i nord, for de gamle Thule-ekspeditioner med Knud Rasmussen og Peter Freuchen. Den 30 m høje front står her goldt hævet over nyisens fløjlstæppe. For at komme op på gletcheren, og derfra til Indlandsisen, må man over nogle moræner i gletcherens omgivelser. |
 |
Efter at have overnattet i telt nede i gletchergryden i baggrunden - hvor tågeskyer trænger ind, er vi nu på vej op til Indlandsisen, en påskesøndag, med det fineste "påskevejr". Vi håber på fortsat godt vejr over Indlandsisen, af flere grunde. I nord skal vi nemlig bruge udsigten til at tage kending af retningen, den videre vej gennem et højland nedenfor Indlandsisen. |
 |
"Påskevejret" holdt ikke - som sædvanligt,
kan man næsten sige, for
Indlandsisen
er alt for godt kendt for sine
pludseligt opstående storme, der kommer snigende i klart vejr.
Blæsten, kulden og snefoget er voldsom, det isner gennem pelsen, og man må klamre sig til slæden. Det fine snepulver fryser øjnene til med isklodser, og trænger sig på i næse og mund, så man må snappe efter vejret. Stormen er tiltagende, og kan vare i dagevis. Denne slags arktiske storme er ikke nedbør fra skyer, men fint snepulver som piskes op fra Indlandsisens uendelige sneflade. |
 |
Snestorm på Indlandsisen, isnende - hvislende som storm i en kornmark (arktiske storme tuder ikke, som det ofte fremstilles på film, for den tuden opstår i træers grene . .) Hvor der indtil uvejret kom var fuldstændigt lydløst stille på Indlandsisen - en hul stilhed der får ens pulsslag til at lyde som larm - hvisler stormen nu som blæst i en kornmark. Sneen pakker sig i hundenes pels, og det fryser deres øjne og næse til. De ryster sig, og prøver med en pote at befri sig for den generende sne. Kulde og vindpåvirkning tilsammen giver en virkningsgrad som 80-90 minusgrader. |
