 |
Natligt udsyn over Kane Basin og skrueisen. Ikke noget
særlig opløftende syn, når man har rejst langt, og som
resultat bare har brugt provianten næsten op, 800 km hjemmefra. Vi
var på absolut smalkost, og lod først og fremmest hundene
få af de medbragte 2-300 kg lunser hvalros, til der ikke var mere tilbage. Herudover medbragte vi
lidt havregryn, sukker og margarine som en lækker tilsætning
til teen og kaffen, samt skibskiks - "beskøjter" - til at bløde
op i teen ved små pauser 2-3 gange i løbet af dagen. Teen
er også for at slukke tørsten, som kan være alvorlig
her i de dybfrosne omgivelser. Man kan ikke slukke tørsten ved at
spise sne, for så får man forfrysninger i munden, uden at det
hjælper på tørsten. |
 |
Sælfangst i åndehul i tilføget revne.
At få sælfangst under ekstreme forhold er et spørgsmål
om held: At finde åndehuller, at sælen er der, og hvis den
er - at den ikke opdager een og søger et andet åndehul. I
den koldeste tid lægger sælerne sig ikke op og soler sig, det
forbyder kulden. Hundene kan få færten af sælen, når
den dybt nede i åndehullet er kommet for at trække luft. Pludselig
ændrer de retning, og styrter hen til et uanseligt lille hul i sneen
med små iskrystaller omkring, - alt hvad der at se til åndehullet.
Så gælder det om at skyde sælen - uden at kunne se den, inden den skræmmes væk, og harpunere den inden den synker. Derefter
må man hakke hullet i sneen og isen stort nok til at trække
sælen op. |
 |
Et isbjørnespor. Mit smalfilmkamera tjener til
sammenligning, ca 30 cm, men om sporet er frisk er ikke let at se. Der
falder sjældent nedbør - sneen kommer i storme fra Indlandsisen,
mest i den første vintertid. I mellemtiden kan der være faldet
et let lag iskrystaller, som der ikke skal meget vindpust til at fjerne
igen, så sporet kan være uger gammelt. Hundenes interesse for
sporet kan give et fingerpeg, men ikke alle slædehunde er lige interesseret
- før de ser bjørnen. - Det var ikke nemt at
fotografere. Film er i kulden skrøbeligt som glas og splintres ved
mindste overlast. Batterierne måtte opbevares i en pakke inde i vanten
og med en ledning ud, til at sætte i kameraet. Ellers ville batterierne
i kulden være aldeles livløse. |
 |
De sammenfiltrede hundeskagler redes ud og vi følger
sporet, indtil det enten fører til bjørnen, eller viser sig
for gammelt. Sådan er isbjørnejagt, - hvis man da ikke er
så heldig ligefrem at møde bjørnen. Men der er god
plads her, og isbjørne er ensomme vandrere, som altid er på
farten efter åndehuller, og de træder ikke sine gamle spor,
af instinkt for strejfende polarulve. Isbjørnen er pasgænger,
som det ses af dens vandring her ud i Kane Basin. Den søger åndehuller,
hvor der er sandsynlighed for det, f.eks. omkring større isfjelde,
der med havstrømmenes afsmeltningen i vanddybet jævnligt ændrer
leje, og derfor holder havisen om sig tyndere, og dermed gør det
lettere for sælen at lave åndehuller. |
 |
Sporet ledte ikke til noget denne gang, - udover en lang
dags strejfen i bjørnens spor, - op mod 100 km. I havisen er mange
slags spor, også af isens aktivitet, revner, og brudgærder
hvor flagerne har gnubbet mod hinanden og rejst sneflagerne. Steder man
kunne forvente åndehuller. Når man som her skal til køjs
på et spartansk måltid, dagens eneste, er det en udsøgt
oplevelse og delikatesse at riste en skibskiks i flammen fra petroleumsprimussen,
og så breder der sig den herligste duft i ødemarken. Men det
udelukker ikke rene drømmerier om mad. Maven derimod indretter sig
hurtigt på sult og gør ikke vrøvl, så selvom
man sulter, mærker man ikke meget til det, udover at der bliver bedre
plads i tøjet. |
 |
Teltrejsning i Kane Basin, i en udsigt af ingenting,
- udover et brudgærde, en revne i isen. Efter at slæderne er pakket af og stillet
sammen, tøjres hundene til isfæster, i smågrupper efter
temperament og herskende omstændigheder. Slædehunde er individualister
og benytter gerne en ledig stund til at bringe gammelt nag til fornyet
afgørelse. Og sæt nu at en tror at have spejdet noget derude
i nattens løb, og har fået hele flokken til at stikke af.
Ingen slædehund vil være sidst, så de skal være
tøjret forsvarligt. Herefter rejses teltet, med harpuner og ishakke
som bardunpløkke. Kogegrej langes ind i teltet, der udhugges hundefoder
og fodres, og sneblokke skæres til te, kaffe, og dagens eneste måltid. |
