 |
Magssanguak udhugger hundefoder af en stenfrossen luns hvalroskød fra efterårets fangst, - vores medbragte forråd som vi delte med hundene. Hvalroskød er stærkt og nærende, men utyggeligt og med kraftig transmag, og kan kun spises - som hundene gør - afskåret i passende lunser som sluges hele. Det er faktisk en større "nydelse" at spise råt og frosset, end kogt, for så splintrer det i tykke trævler, og smager ikke rigtigt af noget. Til gengæld får man så forfrysninger i mundhulen af de kolde bidder, så tandkødet også hænger i trævler.
Her er det også kopier fra min Super-8 smalfilm. |
 |
På dette tidspunkt havde jeg også knas med fotografiapparatet efter knubs ved det hårde arbejde i pakisen, her er en filmkopi fra en sælfangst i Kennedykanalen mellem Grønland og Ellesmereland, Amerikas nordligste øde. Vi fik to små sæler, som intetanende om menneskers eksistens svømmede lige hen imod os ved iskanten ! De fik først et pletskud med riffel gennem hovedet, og blev derefter lige så mesterligt sikret med harpunen inden de gik til bunds. Hundene fik det meste - også skindet som blev skåret i terninger, for herude var der ikke råd til at tænke på skindets handelsværdi, her gjaldt det vores overlevelse. Men vi fik en mundfuld rå, varm og dejlig lever, og det er noget der styrker både sjæl og krop. Der blev gemt lidt til en lækkerbid, indrullet i spæk, selvom det fryser hårdt som flintesten. |
 |
Prøv at lægge mærke til hvordan Magssanguak står og stemmer imod stormen i ryggen.
Vi har lige reddet os over et frygtet strømsted, som uventet dukkede op i snefoget.
På strømsteder har vandet under isen "slidt" den tynd, så kun sneskorpen bliver tilbage som en faldgrube, hvor saltvandet trænger op nedefra og farver sneen brunlig - eneste synlige tegn på livsfare. Men vi klarede det altså.
I sådan et vejr lægger hundene sig med det samme i "uvejrsstilling" - ryggen mod snefoget og halen over snuden. Inden længe er de dænget til med sne, og sådan kan de ligge længe - meget længe. De kan sagtens klare sig sådan i ugevis ! |
 |
Bopladsen Moriussaq ved Thule en årle morgen i marts. Det er ikke for sjov man sætter slæderne op på stativer, det er for at hundene ikke skal æde dem ! Træet bliver jo vædet af blod og spæk og smager nok fortræffeligt for en stakkels sulten, altædende slædehund. Traditionelle thuleslæder er desuden samlet helt af råt remtøj uden brug af søm og skruer. Det gør dem "elastiske" så de føjer sig efter snebølgerne, og er iøvrigt den eneste måde at holde dem sammen på. Derfor er kun hvert andet tværbrædt surret til mederne, - og under tværbrædderne sidder undtagelsen, et langsgående brædt, skruet på, som skal forhindre hele rækken i at blive kløvet når man passerer henover isskossers skarpe kanter. - Men de mange lækre, rå sælremme (remmesæl) udbyder naturligvis en konstant fristelse for de altid sultne slædehunde. - At de altid er sultne, er deres drivkraft, som ulve der altid vil afsted og søge. Men det koster også hvert år sine ofre, mest børn som bliver nemme ofre. Man skal ikke falde omkuld foran slædehunde ! Det opfattes som død, og de kaster sig over "kadaveret", og ingen slædehund under sidemanden en bid så det går stærkt og voldsomt til. Det gør de også på rejse, hvis een af fællerne giver op, og falder om. Dette er ulve, ikke skødehunde. En farlig myte er, at slædehunde og ulve ikke er farlige. Det er de heller ikke - de er bare ulve !
|
 |
Nordstjernebugten ved Thule en eftermiddag i marts, lige efter mørketiden, årets farverigeste måned. I mørketiden rejser man ikke meget, men nu hvor Solen hastigt øger de lyse timer, indhenter man utålmodigt det forsømte, og planlægger lange jagtture.
Et slædespand sætter afsted fra kysten med otte hunde for slæden. Det antal er fuldt tilstrækkeligt til de hjemlige jagtture, hundene har formidable kræfter og stikker meget gerne i forrygende indbyrdes kapløb, og glemmer alt om slæden. Hvis en hund tror at have set noget interessant, det vil sige spiseligt, forude, og trækker til, er resten af flokken straks med på den, og man har et kapløb, som det kan være vanskeligt at standse. Det havde nær kostet os livet, da det skete i snefygning på en gletcher ud mod randen til et styrt 300 m ned. Kun ved at trække et af bæsterne til sig og få den til at hyle, standsede de andre.
|
 |
P-Mountain, "Pingorsuit"-bjerget ("liggende krop") med højden 900 m det højeste bjerg i Nordgrønland, ved middag i slutningen af mørketiden, i februar - i minus 45, kunne næsten være et månelandskab - bortset fra at der er en smuk atmosfære. De hyppige, voldsomme snestorme fra Indlandsisen står malet i landskabet. På toppen skimtes radiostationen som havde kontakt til forsvarets bunkers i USA. Det var en lille stærkt isoleret, skarpt bevogtet baseafdeling, som på grund af de stadige storme året rundt var forbundet med gange så man ikke behøvede at gå ud. Her var alle nødvendige funktioner, el- og varmeværk, biograf og kapel, private kvarterer, messerum, gymnastikrum og bad, bar, og serviceklub med Pool, så ingen behøvede at savne noget - andet end grønt græs, og kvinder.
|
