Kjeld Holstings Grønlands-Galleri Tast F11 for fuldskærm (IExplorer)



Bopladsen Moriussaq ved Thule en årle morgen i marts. Det er ikke for sjov man sætter slæderne op på stativer, det er for at hundene ikke skal æde dem ! Træet bliver jo vædet af blod og spæk og smager nok fortræffeligt for en stakkels sulten, altædende slædehund. Traditionelle thuleslæder er desuden samlet helt af råt remtøj uden brug af søm og skruer. Det gør dem "elastiske" så de føjer sig efter snebølgerne, og er iøvrigt den eneste måde at holde dem sammen på. Derfor er kun hvert andet tværbrædt surret til mederne, - og under tværbrædderne sidder undtagelsen, et langsgående brædt, skruet på, som skal forhindre hele rækken i at blive kløvet når man passerer henover isskossers skarpe kanter. - Men de mange lækre, rå sælremme (remmesæl) udbyder naturligvis en konstant fristelse for de altid sultne slædehunde. - At de altid er sultne, er deres drivkraft, som ulve der altid vil afsted og søge. Men det koster også hvert år sine ofre, mest børn som bliver nemme ofre. Man skal ikke falde omkuld foran slædehunde ! Det opfattes som død, og de kaster sig over "kadaveret", og ingen slædehund under sidemanden en bid så det går stærkt og voldsomt til. Det gør de også på rejse, hvis een af fællerne giver op, og falder om. Dette er ulve, ikke skødehunde. En farlig myte er, at slædehunde og ulve ikke er farlige. Det er de heller ikke - de er bare ulve !