Galleri 10
Thule Air Base i april Typisk syn med Thulefjeld som baggrund. På Thule Air Base i sine velmagtsdage som mandssamfund handlede det ikke kun om arbejde og penge - selvom man gerne arbejdede 7 dage med over 12 timer. Der var især indenfor hver barak med ca. 30 mand et formidabelt kammeratskab, og da det ikke altid var perlevejr, men barakken faktisk kunne stå og ryste i dagevis under voldsomme snestorme hvor man var bundet til at blive inde, under livsfare at gå ud - og derfor forbudt, kan det nok være at selskabeligheden tog form. Med sprut i store mængder, men også med sang, når en af Thules "nationalsange" lød i radioen, især Tom Jones' "The green, green grass of home . . . .
Thulefjeldets top På topplateauet, på det 222 meter høje Thulefjeld, med vinderosioner i den vulkanske basaltklippe. Med udsyn over Nordstjernebugten mod Kap Athol og den 500 meter høje Wolstenholme Ø, 25 km borte. Det er i maj, havisen ligger fast endnu, men solvarmen fra den 24-timers sol får sneen til at "svede" og smelte i kanterne omkring klipper og sten som tiltrækker solvarmen. Heroppe fandt jeg en sommernat en edderkop og en sommerfugl ! Og engang var jeg også heroppe sammen med min eskimopige . .
Når vi hørte Danmarks Radio's kortbølge - sendt i retning af Australien, og derfor nåede os ved Nordpolen efter at radiobølgerne havde været Jorden rundt - så opfangede man først kendingssignalet gennem sus og knas og hylen . . melodien "Som en rejselysten flåde" .
Varden på Thulefjeld På topplateauet, på det 222 meter høje Thulefjeld, med udsigt til Thulebasen i baggrunden 5 km borte, og længere væk, 25 km borte, Indlandsisen. Mindevarden for den legendariske grønlandsk/danske polar explorer Knud Rasmussen, med sten bragt ind fra folk i hele Grønland, og med en stentavle med inskription på grønlandsk. Desværre også med nogle idioters "inskriptioner" med maling . . de har sikkert været her i helikopter og ikke taget turen herop til fods og på hænder . . de sidste 30 meter skal man klatre op ad en lodret væg med løse sten og sprækker, og på nedturen finde andre steder at sætte foden og tage fat med hænderne, i stedet for de steder der brækkede af og faldt ned på opturen . . . der hang et tov ud over randen, som man kunne bruge, hvis man stolede på tovet . . engang faldt en mand ned og slog sig ihjel her. Men her er en spændende udsigt en underlig "ophøjet" stemning af højtid
Knud Rasmussen varden På topplateauet, på det 222 meter høje Thulefjeld. Mindetavlen for den grønlandsk fødte, kvart grønlænder fra Jakobshavn nede på Vestkysten, polarforskeren og eventyreren Knud Rasmussen, med den grønlandske tekst som siger

"Rejst til minde om Store Knud af det grønlandske folk".

Vi kan takke hans indsats i Thule for at Grønland ved den internationale domstol i Haag blev "dømt dansk", selvom Norge gjorde stærkt krav på landet udfra påstanden om mange traditionelle anløb på Østkysten, med hvalfangerbåde . . .
Man kan stadig besøge Knud Rasmussens hus både i Thule nedenfor Thulefjeldet, og herhjemme i Hundested højt på skrænten ved Kikhavn, som takket være donation fra A.P.Møllers fond holdes vedlige og er åbent som museum og mindestuer, som det var da Knud Rasmussen forlod det ved sin altfor tidlige, ulykkelige død af forgiftning efter en grønlandsrejse. se Knud Rasmussen Selskabets hjemmeside
Vindslebne klipper På topplateauet, på det 222 meter høje Thulefjeld. Vinderosioner i den vulkanske basaltklippe. Vinden suser og hvisker gådefuldt heroppe i ensomheden, lidt ligesom på Indlandsisen . . hvis der ikke lige er en helikopter i nærheden med nogle idioter med malerbøtter . . her i maj får midnatssolen sneen til at "svede" i kanterne, så det våde ses trække ud i stenen.
Thule Air Base Dette er ikke mit foto men jeg synes det skal med her og jeg har rettet farverne lidt. Dette er selve Thulebasen med landingsbane (3½ km lang !), hangarer, 'barak'by af en- og toetageshuse i aluminium og beton til op mod 12.000 mand, og 41 brændstoftanke der hver kan rumme ca. 9.000 tons. Her er alle nødvendige samfundsfunktioner, værksteder, kraft/varmeværker, messehaller, supermarked (Base Exchange), fritids/hobbyklubber, sportsfaciliteter, burgerbar, natklubber med bar og levende musik, spillehal, og finere restauranter. Biograf, kirke og fuldt udstyret hospital. Foruden private kvarterer. Så ingen behøvede at savne noget - andet end grønt græs, og kvinder. Sådan var det indtil i 60-70'erne. Billedet er taget omkring middagstid, om efteråret (september-oktober) hvor skyggerne er lange, der er nysne, og let nyis på havvandet. Egentligt snefald er der ikke meget af . . (!) og næsten kun i efteråret og begyndelsen af vinteren, resten af vinteren kommer til gengæld enorme snemængder blæsende under forrygende 'snestorme' (orkaner) inde fra Indlandsisen. Havvandet bliver knapt over 1 gr., og fryser ved under -1½ gr. til grødis der langsomt bliver tykkere og tilsidst fastfryser så man kan gå på den, og i vinteren opnår en tykkelse på op til 2 meter. Og så ses halvøen med det karakteristiske Thulefjeld (Dundasfjeld, Umanaq ='hjertefjeld') som er 222 meter højt, let skrånende. Andre 'buler' i landskabet er 100 - 200 meter høje. Den store ø i baggrunden, Saunders Ø kaldet 'Fugleøen' ligger 20 km borte og er 400 meter høj. Det gamle Knud Rasmussens Thule, Dundas telestation, og bopladsen Igdlut, ligger på halvøen med Thulefjeldet.

< forrige      til forsiden >

Welcome into my Greenland Gallery


Copyright © Kjeld Holsting (Frit til begrænset skolebrug)