 |
Fra Indlandsisens hvælvede tilløb, udsigten over Inglefield Land, en afpillet, forblæst stenørken. Det var denne udsigt i klart vejr vi savnede på udvejen - da vi skulle orientere os imod et kendemærke, et bestemt fjeldparti i horizonten, men hvor snestorm på Indlandsisen førte os vild, ud i en anden ende af Inglefield Land, så vi vej ned til Kane Basin endte i et kaotisk klippelandskab. - Stigningen her aftager gradvist, indtil man befinder sig oppe i en udsigt som i et hav, uden kendemærker horizonten rundt. Når det ikke blæser er der her en fuldstændig hul stilhed. Her skulle vi holde retningen over det flade snehav, ved at holde fast kurs over de stormflåede fygesnefaners ensartede retning. |
 |
Stedet Neqé (som betyder "kød") - en dagsrejse
fra Siorapaluk, da vi kom ned efter hjemturen over Indlandsisen, hvor vi
nok engang overraskedes af snestorm, mistede orienteringen og var øjeblikke
fra at styrte ned i fjorden. Dertil en uhyrlig kulde, en umådelig
skønhed, det smertelige tab af endnu en slædehund, og oplevelsen
af at træde ud i det sorte intet - gletcherspalter med snebroer som
gav efter. Og så den halsbrækkende nedfart gennem klippeslugten - i baggrunden af billedet. Havde jeg ikke haft mit kamera, havde jeg ikke overlevet denne kløft, - med dets metalhåndtag kunne jeg bremse en stejl rutchetur.
I Neqé er en enlig fangsthytte som benyttes på skift for sin gode fangstbeliggenhed. Her blev vi modtaget med rigtig eskimoisk gæstfrihed, en overflod af varme, kød, kaffe, og søvn. |
 |
"PÅ TOPPEN AF VERDEN" som i Carpenters' "Top of the World", en af Thules top-hit - se mere om dette og meget mere i min historie
Fra Thule til Tennessee - her står jeg på et isfjeld og ser ud over Nordstjernebugten ved Thule. I baggrunden Thulefjeld. Se, hvordan fygesneen lejrer sig her i vindsiden af isfjeldet, hvor "gabet" mellem isfjeldet og snedriven er udtryk for den orkanagtige styrke, som blæser under vinterens hyppige snestorme ude fra Indlandsisen. Sådan lejrer sneen sig også omkring alle bygninger, i flere meters dybde. Men snefald fra skyer er sjældent, og begrænset til efteråret. Det var her ude på havisen den kæmpestore ottemotors B-52 bombemaskine styrtede ned med 4 atombomber søndag den 21. januar 1968, i streng kulde og vintermørke. Ombord var syv mand - men der var kun katapultsæder til de seks. Alle havde de brugt deres arktiske overlevelsestøj som sidste mulighed for at dæmpe en brand ombord, efter at alle andre slukningsmidler var udtømt, og man styrede mod Thule for at have en chance for at overleve. Derfor sprang man ud i lette flyverdragter, - der gik ild i den 7. mands faldskærm, så han omkom, mens de andre landede i området og slap med forfrysninger og andre skader. Den sidste overlevende blev fundet flere dage efter, for han var landet udenfor basen, hvor der dog heldigvis var en delvis forladt bygning i nærheden, hvor han søgte ly. Jeg befinder mig nær isvejen ud til nedstyrtningsstedet, hvor oprydningensholdet var igang med at samle vragrester, og skrabe den radioaktive og forgiftede sne op. Hvis du vil læse mere om følgerne af denne atom-ulykke på dansk territorium, se Atomulykken i Thule 1968 |
 |
Det er hvad der kan ske hvis f.eks. sne kommer ind i
riffelløbet. Når skuddet går af eksploderer geværet
som en bombe. Løbet er flækket som et "piskeris", og bundstykket
er mast bagud tværs over ladegangen og sidder urokkeligt fast. I
dette tilfælde knuste det panden på den uheldige jæger,
som siden døde, som beskrevet i bogen "Min grønlandske ungdom"
af Peter Freuchen. Amerikaneren General Robert Peary bragte moderne knive - og her som noget ganske nyt: Geværet, den store kraftfulde 8 mm riffel, af hvilke de fleste findes og er i brug endnu 100 år efter ! Det betød naturligvis syvmileskridt i jagt og fangst - men medaljen har jo en bagside. |
 |
Nordfloden, som "afgrænser" Thule Air Base fra
gammel Thule, ses her i juli, i natsolen. Her kan man ligge i timevis på
et lunt sted i den duftende vegetation, og lade sig bage i natsolen, mens
man funderer over den fuldstændig verdensfjerne fred og harmoni. -
Som får een til at tænke, at resten af verden godt kunne brænde af, uden
at man her ville mærke det mindste.
Ude i Nordstjernebugtens spejlstille vidder ses foruden Thulefjeld den 400 m høje Saunders Ø, 19 km borte. |
 |
Forladte tørvehytter i gamle Thule, i brug så
sent som i 50'erne. Smeltevand samler sig overalt, og på grund af
permafrosten kan det ikke trække ned i jorden, men tørrer
delvis bort i det meget tørre og nedbørfattige klima.
"Ny Thule" Qaanaaq ligger 150 km længere mod nord - klik på "Panoramakort" over Thule distriktet forneden på siden - idag Thuledistriktets hovedby, hvor eskimoer flyttede til efter bygningen af Thule Air Base og Telestation Dundas i 50'erne. Også polar explorer Knud Rasmussens og Peter Freuchens huse står her endnu. En urgammel boplads med helt enestående charme og andre fordele, nærhed til flere store gode fangststeder i bugt og fjord nær store gletchere - her var både sæl og isbjørn. |
 |
Tørvehytter i Thule, i brug indtil i 50'erne, ryddet ved et kultursammenstød. Eskimoer er et rejsende folk, afhængige af hvor fangsten findes. Men bopladsen her ved Thulefjeld - Ummanaq - var fra gammel tid et af de bedste, mest faste bosteder. Her er nogle af mine venner født ! Og her anlagde den legendariske grønlandsk/danske polar explorer Knud Rasmussen og hans tro ven og ledsager, eventyreren Peter Freuchen i 1909 missionsstationen 'Nordstjernen', og året efter, handelsstationen som han navngav 'Thule' (græsk ord for 'det yderste ydre'). Men efter thulebasens og telegrafstationens anlæggelse måtte eskimoerne flytte ! Eskimoer er beskedne mennesker som forstod "skriften på væggen" når amerikanske og danske embedsfolk talte velmenende om det uheldige naboskab. Men hvem står i alle tilfælde med et moralsk ansvar ? Det gør vi naturligvis, som trængte ind udefra i en natur som hvilede i sig selv, med et jægerfolk som forstod at overleve i det knusende, højarktiske miljø. |
 |
Purpur stenbræk er de første blomster til at bryde frem allerede mens der ligger sne i maj-juni. Siden følger et væld af arktiske planter og blomster, som den gule og hvide arktisk valmue, set i Galleri 2. Sommeren er overvældende, men kort. Allerede sidst i august når midnatssolen ophører sætter frosten for alvor ind. Farverne i fjeldet bleges. Der kommer skyer og efterårsstorme med piskende slud og sne, mens mørket vender tilbage i nattetimerne, og det egentlige snefald sætter ind i oktober. I november går solen ned for iår og temperaturen dykker, og de pludselige, orkanagtige storme kommer med pulverfint sne i enorme mængder, inde fra Indlandsisen. Foto i Midnatssolen. |
