En af den kolde krigs frygtede "Vagthunde", et kæmpe ottemotors jet B 52 bombefly med fire 1½ megaton atombomber ombord (hver især ti gange stærkere end Hiroshimabomben) styrtede brændende ned ved Thule, søndag eftermiddag den 21. januar 1968 kl. 16.43, i sort polarvintermørke og minus 40 gr.C.
"Vagthundene", de største bombefly nogensinde, den indledende hovedrolle med frygtede konventionelle 'tæppe'bombardementer i Vietnam, og så sent som i krigene i Irak og Afghanistan, kredsede under den kolde krig døgnet rundt med en uhyre last af fire store Atombomber, som en svær afskrækkelse mod angreb fra Sovjetrusland, næsten umulige at spore, klar til lynhurtige modangreb.
Vagthundene havde sikkerhedsbase og blev tanket på Thule Air Base, enten på flyvepladsen, eller i luften med store tankfly som startede fra Thule.
Ulykken skete ikke som ofte misforstået af journalister "på indlandsisen", men ude på Nordstjernebugtens 2 meter tykke havis
Besætningen havde brugt alle midler til at bekæmpe en brand ombord, for at nå frem til Thule - deres eneste chance for at overleve, og havde til sidst brugt deres arktiske overlevelsestøj i forsøget på at kvæle ilden. De måtte forlade flyet i brand, og springe ud i lette flyverdragter, i - 40 gr. og totalt mørke, midt i mørketiden.
Mange af os på Thule Air Base, danske arbejdere og amerikanske soldater, brugte de følgende timer og dage på at finde disse besætningsmedlemmer i mørket. De var landet vidt omkring Thulebasens installationer, og fik svære skader og forfrysninger. Et "uforklaret" 7. besætningsmedlem omkom da hans faldskærm brændte.
To måneder senere, i marts '68, solen er vendt tilbage efter mørketiden, oprydningsarbejdet ude på nedstyrtningsstedet, opsamling af det knuste og brændte kæmpefly har været igang siden mørketiden, og jeg er her ude på isvejen nær nedstyrtningsstedet (hvor foto var forbudt) 12 km ude på havisen ved Thule Air Base.
Mange af os havde fortsat vores arbejde her i oprydningen ude ved det sortsvedne nedstyrtningssted. Den sorte brandplet fra kæmpeflyets styrt på havisen var 75 meter bred og 500 meter lang, efter at det forladte fly var styrtet i en skrå vinkel med sine fire atombomber, og 200 tons jetbrændstof. Fly og atombomber blev knust og brændte med 800 meter høje flammer - måske sank en af atombomberne igennem havisen og gik til bunds på hundrede meter dybt vand. Ingen vragstykker var større end en kuffert, og de blev kørt i land hvor de samledes i halvfems store lukkede tanke, som svejsedes til, og om sommeren udskibedes til en ørken i USA.
Hver af de fire atombomber var 10 gange stærkere end Hiroshimabomben
Senere fik mange af os mystiske sygdomme og udslet som lægerne stod måbende overfor. 1995 - 27 år efter - gik regeringen med til en skin-høring om ulykken, og gav os efterfølgende 50.000 kr "for at holde kæft". Sagen var så 'varm' fordi vore politikere havde ansvaret og burde have vidst, at dette atomforsvar foregik på dansk grund, vi burde have haft klar besked om atomvåben ved ansættelsen. Men kun meget få læger og andre turde røre os og 'Thulesagen' med en ildtang.
Vi gjorde vores arbejde uden vrøvl - med verdens stærkeste atomvåben -
selvom atomvåben officielt var forbudt på dansk område - men den danske regering var ligeglade og lod os i stikken da det gik galt og blev afsløret i verdenspressen, 21. januar 1968.
Men hvorfor ikke erkende at vi løb en usædvanlig risiko, gjorde en uhørt indsats i Thule for vore landsmænds og hele Vestens sikkerhed under 'den kolde krig' og atomtruslen fra det kommunistiske Sovjetrusland, og selv betalte prisen.
Mine foto, fakta og beretninger fra det gamle eskimoiske
Thule, hele Grønland og Indlandsisen, og
panorama over Thule-distrikt
Velkommen til mit Grønlands Galleri
Thuleforeningens hjemmeside