Uddrag af min bog ISBJØRNESPOR 120 sider, illustreret med mine farvefoto

Beretning om en jagtrejse gennem højarktisk ørken

Beretningen har disse overskrifter:

Nogle udsagn.
Optakten til en rejse - mørketiden i Thule.
I en anden tidsalder,  -  mod ukendte mål.
Familien på slæde over gletcheren.
”Imara aldrig tilbage” . . . 	
Siorapaluk, verdens nordligste samfund.
Neqe, - og så ud i den store ensomhed.
Ud i Indlandsisens snehav.
”Katedralen” og klippelandskabet.
Midnat i Kane Basin.
”Laguner, fæstninger og sømærker”.
Ud på udkig i havets vidder.
Totempæle og isøer.
Tabet af førerhunden.
Humboldt, den mægtigste gletcher i Arktis.
Kennedykanalens ishelvede.
Isbjørnespor  -  på kryds og tværs over Kane Basin.
Tilbage til Grønlands kyst.
Remmesælerbugten, - afsked med havet.
Intermezzo, - 36 timer i gråt.
Indlandsisen, snestorm igen.
Sorte dyb i en smuk morgen.
Isen løsnes ved Neqé.
Sidste øjeblik.
Sporene spredes.

Nogle udsagn af Fridtjof Nansen i FRAM OVER POLHAVET: ”Intet sted føler mennesket sig mindre, end i disse knusende vidder i ophøjet skønhed og nådeløs mystik.”

Polareskimoers udsagn fra Nationalmuseets nye udstillinger om polarfolk: . . .”vort land har vide grænser, den er ikke født som har omrejst det. Og det bærer hemmeligheder i sit skød, som ingen hvid mand har anelse om” (blinde Ambrosius).   -

Bogens 1. afsnit  -  undertitel (derefter spredte uddrag):
Hvordan det var at forlade alt kendt, og rejse ud i den værste kulde og afsondrethed, en nådeløs verden af skønhed og mystik, i en aldeles ubrudt, uforstyrret stilhed. Med hundeslæde og harpun, og kun riffel og petroleumsprimus som forstyrrende elementer i en arktisk ”stenalder”. 
Et fuldstændigt brud med nutiden, som snart forsvandt af syne i tilbageblik. Nutiden var ikke mere.  -

En aften i november mødtes jeg som så ofte før med mine eskimoiske venner, når de gjorde ophold på deres jagtture. Her blev jeg gjort bekendt med deres beslutning om en isbjørnejagtrejse til forår. Vi sad i deres telt med et krus kaffe mellem hænderne, og snakken faldt på vinterens jagter. De pegede på deres lidt slidte og hårfattige isbjørnebukser og fortalte, at de havde besluttet sig for at rejse afsted i marts efter mørketiden.
 . . .

. . . Uvejret rasede og vi stred os frem gennem dyb sne og klippestykker uden at kunne se nogen vegne. Vi skubbede af alle kræfter, og stenene knurrede op gennem træet, men slæderne ligesom nægtede at glide. Den løse sne gjorde det kun sværere at få fodfæste, og hundene var umulige at råbe op - eller de lod som de ikke forstod. De stod strakt i deres seler, men alligevel sad vi igen og igen urokkelig fast. Der måtte gøres noget. Et løst tværbrædt blev taget ud, denne gang for at banke de yderste kræfter frem i hundene. Men selv de sværeste bearbejdelser havde kortvarig virkning. Ofte var det hævede brædt eneste bevægelse midt i snefog og opragende sten. Det var håbløst. 
Vi gav hundene et hvil og satte op for at varme tevand. Men sneen hvirvlede og primussen blæste ud, så vi nødedes at trække teltet op over den ene slæde som nogenlunde læ, selvom det at rejse telt på normal vis var umuligt i stormen.
Derinde sad vi så, tillukket i vore pelse, i hver vores stilling med ryggen mod teltdugen for at holde på den, mens vi skar lunser af snegulvet og puttede i gryden. Snepulveret i stormen trængte ind og blandede sig med ånde og damp til en kvælende tåge. Øjne og næsebor frøs til. Uvejret skubbede på, så man skvulpede teen op i ansigtet, hvor der blev hele kager af is. Men tørstig, og våd af sved som man var af arbejdet, og derefter nedkølet, gik den skoldhede te ned i store slurke med rensdyrhår og anden "tilsætning" fra slædeposen. Opildnet af teens virkning blev der lyst til kaffe også, med "sukkerknald og margedulle", og rask fik gryden mere sne mens primussen hvæsede det bedste den kunne.
Imens var teltet ved at lette eller blive flået, og den modsatte teltvæg piskede op og ned i voldsomme smæld. Vi skulle ikke glemme hvor vi var, ikke glemme vores blindede situation. Et sted i en eller anden retning, tredive - fyrre kilometer borte, fandtes en og anden flodseng. En af dem kunne være en fremkommelig vej ned til havet. Men ikke ligegyldigt hvilken, eftersom mange flodlejer ender i klipper . . .

. . . Jeg er med mine eskimoiske venner på vej mod nord i farvandet mellem Grønland og Ellesmereland i søgen efter isbjørne i de islagte havvidder. 
Det er første nat i teltet efter at vi nåede Kane Basin, hvor vi skulle afgøre i hvilken retning vi skulle søge efter isbjørne. Åbent vand ude i vest afgjorde dette.
Hvor langt vi kommer til at rejse afhænger af vores held, fangsten i det hele taget. Vi medbringer et forråd af hvalroskød til at give os et forspring, før vi er helt afhængige af fangsten.
Vi sidder i teltet og tør op i den kortvarige hede fra petroleumsprimussen. Dagens snigende forfrysninger lader sig først nu rigtigt mærke, og det smerter i hænder, fødder og ansigt. 
Teltets indre er dunkelt oplyst af det dæmrende midnatssolskær. Det er allerede nu i begyndelsen af april lyst ved midnatstid, fordi vi er rykket lidt nærmere Nordpolen.  
Tankerne strejfer omkring de femten timers færd idag, vores ensomme oplevelser som rejsende i helt ubeboede områder, prøvelserne for os og udstyret, vores to store traditionelle thuleslæder, men ikke mindst flokken af otteogtyve prægtige slædehunde. Sproget er ikke blidt i dette ubefærdede øde . . .

. . . Hvis bjørne ikke ligefrem kom til os måtte vi håbe enten at finde deres spor, og at det i så fald ikke var uger gammelt og bjørnen dermed alt for langt borte, - eller være så heldige simpelthen at opdage en nærværende bjørn hvis spor vi ikke havde krydset. Det sidste skulle hundene nok hjælpe os med, især "bjørnehundene", de af hundene med særligt temperament for bjørnejagt.
Fik vi først øje på en bjørn begyndte kampen for at indhente den, hvilket måske var let nok hvis isen var som et stuegulv. Hundene alene kunne sagtens løbe den op og omringe den, indtil vi kom til og kunne skyde den. Men inden da kunne bjørnen nå at gøre det af med de mest dristige af hundene. Desuden kunne bjørnen stikke til tops i et isfjeld og være vanskelig at nå.
Fangsten og vores held i det hele taget ville afgøre hvor langt vi rejste - intet var sikkert på forhånd, og der var ikke meget som kunne forudses. Sådan er de arktiske rejsebetingelser, selv i jetalderen, så meget mere for eskimoer på slæderejse uden moderne udstyr. Af vores kødforråd havde vi kun brugt to gange, heraf hundenes part. Men hvor lidt det end lyder af kunne meget alligevel afhænge af denne "grådighed" her i begyndelsen.
Heldet bestod derfor også i om vi fik suppleret provianten, om sæler søgte til åndehuller hvor vi netop kom forbi. Når det skete måtte chancen ikke fortabes, men det kunne den nemt, hvis vi ikke var tæt nok på til at opdage sælens åndedrag dybt nede i åndehullet, - eneste synlige tegn ovenfor et åndehul er iskrystaller omkring et lille hul i snefladen. At sælerne lægger sig ovenfor på isen og soler sig skal man ikke vente på denne årstid, dertil er det for koldt, og desuden var det ikke tid for den slags langskud der ville meddeles videnom til lydhøre bjørne, som vi derved ikke ville få at se.
Hvis det kneb med heldet og provianten var der tilbage kun den spinkle mulighed, at opspore åndehuller omkring isfjelde og langs gamle brud i havisen, og håbe at finde en sæl her, - samme metode som vort bytte, isbjørnen, fulgte. Men da det kunne indebære for megen tidsspilde, og gøre rejsen til en sælfangst for at overleve, blev det foreløbig kun som tilfældet bød, - det var jo ikke det vi var rejst så langt for.
Under disse betingelser blev hvert et stykke besk og sejt hvalroskød i provianten en kostbarhed som skulle give heldet en chance. Vi sparede selv, mens hundene fik et godt foder hver dag ved sengetid.  Vores luksus i provianten til os selv, havregryn og margarine, svandt alt for hurtigt, lækkerier som det var, mens skibskiksene holdt lidt længere . . .

****************************************************

Bogen er skrevet på baggrund af dagbogsnotater fra rejsen, skrevet i teltets varme om aftenen, og illustreret med farvefotos fra mit fotogalleri, samt filmkopier som ikke findes dér. Det er et udtryk for de frostskader som skete på filmmaterialet. Hvad jeg ikke fik vellykkede fotos af, har jeg måske på film - og omvendt. Men der var også situationer, hvor arbejdet ikke levnede tid og mulighed for at fotografere. I svær skrueis, i stærk kulde eller de værste snestorme, og andre tilfælde, hvor apparaterne havde fået knubs, eller taget sne, og ikke virkede, så jeg måtte vente til sengetid, hvor jeg kunne arbejde med det i teltets primusvarme. I 50° frost kan man ikke arbejde godt med bare hænder, det forbyder kulde og forfrysninger, og metal fryser fast til huden.

Udgivet på eget forlag. Pris 950 kr (gr. de mange dyre farvetryk)
Mine personlige fotos og beretninger om Grønland og Indlandsisen
Dias og film om isbjørnejagtrejsen, med tilhørende tekster
Sådan kan man købe direkte
Min historie "Fra Thule til Tennessee", de rigtigt gode - men ikke så gamle - dage. Fra mine drengeår i 40 - 50' ernes Danmark, over Færøerne og Grønland til New York og Midtvestens Prærie. Om at rejse, bo og arbejde. Med fotos fra før og nu.
Denne side er besøgt 2069 gange siden marts ' 99.