Mine oldeforældre
 Landsoldatens historie
Jens Hansen 1840 - 77

 1864 vender Jens Hansen, 24 år gl. - sammen med sin bror - tilbage fra krigen - dybt mærket, herom senere.
Jens Hansen og hans hustru Ellen Marie født Holst, begge fra Holbækegnen, fik tre sønner og fire døtre.
De tre sønner Søren, Peter og Jens 'jr' stiftede siden hver sin "landsdels-gren" med navnet Holsting, en jysk ved Søren ud fra Aarhus, en sjællandsk ved Peter ud fra Roskilde, og en københavnsk ved yngste søn Jens 'junior'.
Enke, Ellen Marie, flyttede - efter 8 år alene med købmandshandelen og de syv børn i Osted ml. Roskilde og Ringsted - ind til hovedstaden, hvor yngste søn Jens 'junior' senere som voksen grundlagde københavnske slægtsgren.
Jens 'jr's ældste søn Viggo flyttede også til Aarhus og grundlagde en ny jysk gren af familien, så vi har to jyske 'grene'.
Fortælling udfra familieoverlevering og forskning, skrevet af Gurli, oldebarn, ældste i femte generation, datter af Viggo.

Ordet 'Holsting' betyder 'holst-slægt', tæt på ordet 'Holt', et af de ældste autentiske olddanske ord, der betyder 'skov', som står på de berømte guldhorn fra 400-tallet, jernalderen, "Holtinga horna tawiðo" "Holts søn, skabte hornet" eller "skovmand, gjorde hornet"

Se og print kopi af slægtstavlen for navnet Holsting, 1788 - 1983: Send anmodning til denne sides administrator.



Historien

En bleg forårssol skinner ud over de brune og grønne marker, hvor den hist og her glimter i nogle vandpytter, dér hvor der er lavt, og sneen først fornylig er smeltet. Viben, den første optimistiske forårsbebuder, sender sin kåde hilsen op mod solen fra markerne og strandengene, for den har indrettet sit bo, og om en lille måneds tid kommer det første kuld. Ude mod nord er der matte sølvstriber i den blegblå fjord, og de første stædige Erantis titter forsigtigt op, dér hvor der er læ og solen kan varme dem.

Det har været nogle strenge timer i Frederik Holst's hus, - for også herinde er spiret et nyt liv, og nu har hun skreget sit første goddag til verden. Karen Hansdatter har skænket endnu et barn livet, i det Herrens År 1845, i hvem skal vise sig et stærkt menneske der når 83 år, og får stor betydning for slægten. Men hårdt kan det være, når hendes mor nu er 41 år, også selv om det ikke er første gang. Karen sukker lidt, og nu, hvor Frederik jo er 57, ja, så må det nok også være slut, tænker hun. Der er nok endda at se til med hus og have og børn, og hvad dermed følger af hårdt arbejde i en landhusholdning hvor man jo var nærmest selvforsynende. Og Frederik har jo sit - i de senere år er der ordentligt kommet gang i udflytningen (efter lov af 23. april 1781, så jord ude mellem landsbyerne blev fordelt, og man flyttede ud og byggede og drev landbrug derude hver for sig, i stedet for som hidtil i de ældgamle landsbysamfund, hvor man var mere eller mindre fælles om jordhold og begivenheder).
De siger, at her i Holbæk amt er mellem 2/3 og 3/4 af gårdmændene flyttet ud i det åbne landskab. Der er da i hvert fald hele 62 gårde, 30 huse med jord og 45 uden jord i Udby sogn nu - ja, og gårdene skal jo stadig være firlængede bindingsværksgårde. Godt nok bruger man nu gran i stedet for eg, lidt mere spinkelt og måske heller ikke så holdbart, nej, men ellers helt som før med gulve og vægge af ler, dog er der nogen, der synes, den fine stue skal have bræddegulv. Det er de samme smårudede, lave vinduer, som ikke kan åbnes, og alle boelsmændene og husmændene bygger lige sådan, altså bare mindre, så der er såmænd intet nyt under solen for Frederik, det er rent rutinearbejde. (mine tip-oldeforældre, oldemors side)

Jo, de klarer sig da godt nok, og - tænker hun stolt - han er jo en ret anset mand her på egnen. Selveste Grev Castenschiold på Hørbygaard, som ejer Udby Kirke, har kaldet Frederik til kirkeværge for Udby Kirke. Han har såmænd nok at se til med regnskaber, og hvad det ellers indebærer at skulle påse kirkens tarv. 849 indbyggere er der her i sognet, med så mange sker der både det ene og det andet omkring kirken.

Og det spirende forår kæmper med den gamle vinter om overtaget, mens lillepigen kæmper sin kamp om overtaget. De bekymrede forældre beslutter, at de hellere må få hende døbt "mens tid er", så den 16. april sender de bud efter præsten og får i hast gjort den fine stue klar til den højtidelige handling. De giver hende navnet Ellen Marie Holst og beder til, at de får lov til at beholde hende.

Deres bønner, forårets grønne, spirende, piblende håb, solens tiltagende magt - alt forener sig og giver kraft til lille Ellen Marie, så en lysende klar og grøn majdag, den ottende i måneden, kan de glade forældre fremstille hende i Udby Kirke. Og lærken har ruget sit første kuld og slår sine klare triller højt oppe under den blå himmel.

Samme dag stavrer en lille lyslokket dreng (oldefar) på snart 4½ år rundt på Løserup mark og tror, at hans fars 12 tdr. land er hele den dejlige verden. Jens hedder han, og nu kalder hans mor, Maren Olsdatter af Moseby på ham og råber, at han ikke må gå for langt væk - han er allerede godt på vej ud til sin far Hans Pederssøn, 39 år og boelsmand (ejer af mindre landbrug). Han er derude, "yderst ude", på sine enemærker for "at høre det gro". I år har han anskaffet sig en svingplov i stedet for den gamle hjulplov. Han havde jo nok været lidt længe om det, men de sagde jo at smeden ikke kunne lave den, hvis bare en bolt faldt ud og at den var alt for let og ustadig til den gode jord. Bare han nu havde fået kvalt en del af klinten, så rugen blev lidt bedre i år og ikke som den smule skidensæd, det blev til sidst, selvom købmanden jo godt nok ikke skelede til, om det var det ene eller det andet og betalte samme dårlige pris for det. (mine tip-oldeforældre, oldefars side)

Ellen Marie og Jens vokser op i Kisserup og på Løserup Mark få km fra hinanden i samme sogn. Om søndagen og til højtiderne er de begge med deres forældre i Udby Kirke, hvor også Jens var blevet døbt den 24. januar, 1841. Rundt omkring dem i den store verden er der så megen uro i disse år, men de er endnu for små til fuldt ud at forstå krigens rædsler, eller, at Christian den 8. dør af blodforgiftning og bliver efterfulgt af Frederik den 7., som har den københavnske modehandlerinde Louise Rasmussen som officiel elskerinde. De er med i kirken, da der under Treårskrigen bliver bedt for krigens ofre, da de hårde slag står ved Fredericia og Isted, og for den tvivlsomme sejr. De forstår ikke helt, hvad det betyder med enevældens fald eller Grundlovens indførelse den 5. juni, 1849 - det som ikke kan fejres behørigt på grund af krigens skygger.

Når sognets folk samles omkring det store bord og drøfter de store begivenheder, lister de sig til at lytte, og hører om Monrad, den afsatte biskop D.G.Monrad, Grundlovens fader, som en dag fører rigsretssag mod regeringen, som lever sit hårde politiske liv i omvæltningernes årti og med sin stærke personlighed præger Danmarks historie. De begynder at stave sig igennem H.C.Andersens "Eventyr fortalt for børn", om soldaten med fyrtøjet, om Lille Claus og Store Claus og om prinsessen på ærten, men Søren Kierkegaard kender de ikke - måske Grundtvig, men Thorvaldsen - hvem er det?

For der er jo langt til København, og at rejse er besværligt. Et par gange om ugen kører dagvognen fra København kl. 7 om morgenen og når Korsør hen på aftenen. Farten er sådan ca. 10 km i timen, og der er mange stop undervejs. Et pas skal der til når man vil rejse, det koster 64 Skilling, og billetterne er også dyre. Skal man til Odense, koster det 9 Rigsdaler og 52 Skilling, dertil indskrivningsgebyr og diverse drikkepenge til postilloner og dragere etc, etc. Fra Korsør sejler man med dampskib til Nyborg, det er kun 20 år siden, det er blevet muligt - 2 gange om ugen. Nej, det er bestemt ikke enhver beskåret at komme på langfart, man bliver indensogns. Men Ellen Maries far blev født det år, da bønderne blev frie, og hendes mor var en lille pige dengang, der var det store slag på Rheden, København blev bombarderet og krigen mod England kostede store ofre. Der var statsbankerotten og det tabte land Norge - alt det var den nærmeste, forvirrede fortid som kan blive til spændende beretninger for videbegærlige børn, der i deres levetid skal komme til at opleve de store omvæltninger og fremskridt. På den måde vider verden sig ud for deres undrende øjne.

Forår bliver til sommer, til efterår, til vinter og mirakuløst bliver det atter forår. En dag bliver de sendt i skole for at lære at læse og skrive og bliver lidt efter lidt klogere på livet og alt det forunderlige i det. Livet leves efter det overleverede mønster, og en dag bliver Jens konfirmeret. I 1849 er der blevet indført almindelig værnepligt i Danmark, og Jens kommer i lægdsrullen, da han fylder 15. Han har fundet ud af, at landbrug er det sure slid, og går i lære som bager.

Der er nogenlunde fred over land, men mørke skyer lurer forude. Han er 22 år, da Frederik den 7. dør, i Tyskland sidder Bismarck, som vil have hertugdømmerne Slesvig-Holsten, og der er stormagtspolitik i luften. En iskold vinterdag, den 31. januar, 1864, meddeler preusserne og østrigerne, at de vil besætte Slesvig. Da er Jens indrulleret blandt de 40.000 soldater, som på Dannevirke skal forsvare Danmarks grænse mod syd. Jens er ved godt mod og tror lige som alle kammeraterne, at Dannevirke er uindtagelig. Et par småsejre vinder de da også. Derfor forstår de det slet ikke, da general de Meza giver ordre til tilbagetrækning. Godt nok er det strengt at stå vagt her dag og nat under åben himmel i den bidende kulde, så de er forfærdelig trætte og modløse, da de den 5. februar begynder tilbagetrækningen. Støvlerne er iskolde og stive og gnaver fælt i fødderne, og de tunge kapper er stivfrosne og klasker som brædder mod benene. Det blæser og sner, og vejene bliver spejlblanke flader, da der falder isslag. De glider og snubler, både mænd og heste, og det går umådelig langsomt med at komme frem. Hvert 5. minut standser de, pauserne bliver længere og længere, så nogle lægger sig på den kolde jord og sover. Jens trækker uldsokkerne uden på støvlerne, så er det lidt lettere at gå, men længe kan de jo ikke holde, før de er slidt op. Helst skal de have både kanoner, heste og mænd, så mange som muligt, med sig til Flensborg. Han er så træt at han går ret op og ned og sover og drømmer om Tuse Næs en lys og glad sommerdag, hvor han er på engen ved Udby Vig. En sød pige vinker til ham nede fra stranden, og han vil løbe, men kommer ingen vegne. Da vågner han brat, fordi han støder hovedet mod formandens tornyster, og den barske virkelighed er reel virkelighed for Jens. De 4 mil til Flensborg føles som 40 - 50, men omsider dukker byen op og her får de endelig mad og drikke. Jens bliver helt glad, da en møller uddeler små varme rugbrød og varmt øl til dem. Det giver lidt kræfter og opmuntring til at stavre videre til Als. Nu er der kun eet at gøre, at forsvare den sidste lille stump Sønderjylland fra Dybbøl.

Da de dystre efterretninger når folkene på Tuse Næs breder sig en følelse af forbitrelse og mismod. Inde i København bliver de Meza afsat, Monrads hus i Torvegade bliver bombarderet med, hvad folket har for hånden, og der bliver spyttet på Dronning Louise og hendes døtre, da de vil i kirke - bag raseriet ligger sorgen og angsten. Ellen Marie går på Tuse Næs og knuger hænderne og er bange, men hun har fået en indre styrke, som hjælper hende. Hun er nu næsten 19 år, og bag hende ligger en glad og lys barndom. Jens' barndom er et fjernt drømmesyn, mens han går i den kolde nat og reparerer jordvoldene på skanse 2, som hver dag bliver kraftig beskudt af preusserne fra Broager. Løjtnant Castenschiold har kommandoen og får de riflede kanoner ladt gang på gang, for kun de kan nå fjenden og give dem svar på tiltale.

Når han står midt i det hele, er der slet ikke tid til at føle nogetsomhelst eller tænke på, at navnet Castenschiold giver associationer til Udby sogn og Løserup Mark. Varm mad laver de ikke, at ikke røgen fra bålene skal afsløre dem for fjenden. Alligevel opretholder de lydigheden, og det stiver dem af, da Christian den 9. besøger dem om natten den 22. marts - det gør også den varme øl, han lader servere for dem. Foråret, varmen og den uundgåelige storm fra fjenden lader vente på sig. Det er trods alt belastende for moralen, og den 15. april gør to regimenter mytteri. Kun ved "gode ord og løfter" lader de sig overtale til at fortsætte. Situationen er uholdbar, flere og flere døde og sårede, flere taget til fange. Men endelig den 18. april kl. 4 om morgenen starter det sidste opgør, og skanserne, de store grusbunker, bliver oversvømmet af fjenden. Langsomt trækker de danske Jenser sig tilbage.

Jens overlever - med nogle dybe sår i sjælen. Kulden har været hård ved ham. Da han langt om længe, 24 år gammel, vender hjem til Tuse Næs, ved ingen at han kun vil leve endnu 13 år, og skal dø så ung af gigtfeber, hvortil grunden måske var lagt i de kolde dage og nætter i Sønderjylland.

Foreløbig er modet på livet ikke taget fra ham, tværtimod. Folk ser lidt skævt til de hjemvendte soldater, skammen overføres på dem, men nu skal der arbejdes og tjenes penge, så han på behørig vis kan hjemføre murermesterens datter under sit eget tag. Der er dejligt på Tuse Næs, den lille skov ude på Hønsehalsen, engene, strandene - og fra Bavnehøj kan man på klare dage se over mod Holbæk og drømme om verden derude.

Ellen Marie Holst 1845 -1928.
Den sparsomme fritid bruges på bedste vis. Og næsten 5 år går der, før Jens den 9. marts 1869, to dage før Ellen Maries 24 års fødselsdag, fører sin udkårne til alteret i Udby kirke. Den kønne Ellen Marie er nok frugtsommelig, men modet på en fremtid sammen har de begge. Den skal starte et helt nyt sted, nærmere "verden", så de rejser til Ousted i den skovrige egn 14 km vest for Roskilde.

I et hus, hvis jord støder op til kirkegårdsmuren, åbner de to i fællesskab en købmandshandel.
Det lå bag Hegnet gemt, som af Alverden glemt.
På Taget var Mos så skønt, et Fløjlstæppe lysegrønt.
De hvide Vægge var kun Ler, så tit jeg dem i Drømme ser.
De gamle Ruders Glas var grønt, men hvad de gemte, var saa skønt.
skrevet af Elle Maries yngste søn, Jens Hansen (f.1878, stamfader til den københavnske gren af familien og medstifter af navnet Holsting) der som hyrdedreng på marken voksede op med roen og idylen på landet. Hvis det "lå bag hegnet gemt", ville der næppe have været mulighed for købmandshandel (købmanden fandtes endnu i 1960'erne, idag er der en ejendomsmægler) - men måske er det en erindring om et gensyn, da han forlængst havde udskiftet landets lyksaligheder med Københavns stenbro.

En købmandshandel i en landsby - er der fremtid i det? Ja, det er der, Jens og Ellen Marie er "næsten pionerer"! For i 1857 var der vedtaget en ny næringslov, som trådte i kraft den 1. januar, 1862. Før den tid foregik al handel i købstædernes forretninger eller på markeder derinde. For landbefolkningen var der kræmmerne og høkerne, og kroerne kunne få bevilling til at sælge dagligvarer, men altid skulle de til byerne, hvis de ville have andel i de nye varer, som "sivede" ind i landet over Hamburg, vor hovedstads konkurrent i syd. København var sakket agterud, var endnu ikke kommet sig helt efter kriseårene i begyndelsen af århundredet. Øresundstolden, som gik i statskassen, fordyrede de varer, der kom ad søvejen nordfra til byen. Hamburg lukrerede på det, og det samme gjorde provinsbyerne, og købmændene derude oparbejdede et større og større marked for landbrugsvarer i England. Bønderne fik penge på lommen og råd til at købe det nye. Den nye næringslov gav tilladelse til at drive købmandshandel uden for købstæderne, når afstanden hertil var min. 10 km. Jamen, se Ousted lå jo sådan ca. 10 km fra staden Roskilde - her må der altså være gode muligheder for et ungt, driftigt par. Der skal løses handelsborgerskab og aflægges borgered - og så går de med ildhu igang med at skabe en fremtid for den familie, hvis første skud på stammen bliver en datter, Sofie kaldet, som fødes senere i dette begivenhedsrige år. Allerede det følgende år, i 1870, kommer der en søn, Peter Christian, så der er fremgang på både den ene og den anden front, men det er et hårdt slid. Selv om lørdagen holdes åbent til kl. 23, og om søndagen er der kun lukket i kirketiden fra kl. 9 - 16.

Langsomt bliver sortimentet større, der kommer halvfabrikater, tekstiler, og service til, - og brændevin, som de må søge lov om at handle med, og betale en afgift for. Forretningen bliver et samlingssted for landbefolkningen, der er altid en siddeplads, og tid til en god snak over disken. Jens byder en skrå og af og til en cigar, Ellen Marie serverer kaffe med kandis. De store rødstribede bolsjer står i en glaskrukke på disken, der dufter af alskens ting og sager fra sild i tønden til kaffe, te og andre eksotiske godter, og under loftet hænger husgeråd og andre redskaber. Lille Lise, som fødes i 1872, kommer til verden i fremgangens tid.

Da Anna Katrine, det 4. barn bliver født i 1874, får de skøde på ejendommen, så det går dem godt, og de er glade for hinanden. Jens er 34, og Ellen Marie 29 - de ser lyst på fremtiden. Jens slås godt nok med sit helbred, men Ellen Marie er ung og stærk, så allerede året efter forøges børneflokken med en pige, Bothilde, og i 1876 med en dreng, Søren Frederik. De lever da ikke i overflod med de mange munde at mætte. Sofie, som nu er 7, har fået fem små søskende, der er god brug for hendes hjælp - der slides bravt, men hvad gør det, når bare man har hinanden!

De små erantis stikker hovedet frem og skutter sig i det blege forårslys, markerne begynder at grønnes, viben er forlængst kommet, lærken bygger sin rede, og Ellen Marie er igen frugtsommelig. Det er foråret, 1877, men Jens skranter. Det bliver sommer, og det bliver efterår, og det bliver det år, hvor sorgen holder sit indtog i købmandens hus ved kirkegårdsdiget. Ellen Marie er 32 år, højgravid og står tilbage med 6 små børn. Bare 8 år får de sammen, 8 travle og lykkelige år, pigen fra Kisserup og drengen fra Løserup Mark. Vinteren med jul og nytår, sne og frost er meget kold og mørk med et stænk af lys og glæde, da lille Jens Hansen den 22. januar, 1878, siger goddag til sin mor og søstre og brødre, der savner en far.

Syv umyndige børn har Jens efterladt, og de har krav på beskyttelse. Engang for over 200 år siden fattedes riget penge, og staten, dette fjerne væsen, begyndte at sætte sit opsyn med landets indvånere i system, så i 1683 kom der "en lov til beskyttelse af de umyndige arvinger". Altså må der skiftes, og alt indbo, ja selv forretningens varelager, gæld og tilgodehavender, skal opregnes, og der skal skaffes værger til de 7 småpiger og -drenge. Der er mange praktiske ting, som Ellen Marie må klare midt i sin sorg. Hun må også tænke på fremtiden - hvad gør hun? Hun spekulerer og planlægger, og det hjælper hende gennem den tunge tid. Det, hun endelig beslutter sig for, vil kræve utrolige ressourcer, men hvad skal hun ellers gøre? Hun bliver og fører forretningen videre. Den har givet mad til hele flokken og været i stadig fremgang, da de var to. Hendes styrke vokser med opgaven, dagene og månederne flyver af sted. Børnene vokser og må hjælpe til. En dag bliver lille Jens sendt ud på markerne som hyrdedreng, og lægger her grunden til sine drømme om naturen, som han mange år senere giver udtryk for i sine hjemstavnsdigte. Han er bare 6, da han brat bliver revet bort fra landets glæder til den hårde stenbro i København.

For i 1884, efter 7 år alene om sliddet, tager Ellen Marie sin næste store beslutning: Hun vil til København og skabe nye muligheder. Hun er 39 år og vil have en uddannelse. Hun har plejet Jens - og børnene - når de var syge, hun har den i sig, trangen til at hjælpe og pleje, og det bliver til endnu en omvæltning - til et nyt liv for hele familien. De yngste børn bliver sat i pleje, de ældste kommer ud at tjene eller bliver sat i lære, og deres mor går i gang med en uddannelse som sygeplejerske. Det lille skravl, som fødtes i murermesterens hus en kølig forårsdag i 1845, har nu med sine 39 år udviklet sig til en stærk kvinde "med ben i næsen".

Hun får sin uddannelse og sit virke på Frederiks Hospital i Bredgade. Det er mere end 100 år gammelt, oprettet af Frederik den 5. i 1756, og udvidet med en kgl. fødselsstiftelse af enkedronningen ved et gavebrev i 1785. Der er to medicinske afdelinger og to kirurgiske, og det er knyttet til universitetet - det er vel den bedste "læreplads", hun kan få. Trods det med det kongelige, er der mange fripladser til de fattige, blandt de 325 patienter der er plads til, og de kommer fra hele landet.

For gammel til en uddannelse? Nej, ikke Ellen Marie, hun er i sit es, og alle hendes børn overlever og klarer den hårde omvæltning fra det åbne land til byens trange gader. Det gør Ellen Marie også. Hendes tilværelse bliver heller ikke nu en dans på roser. Det koster stor stædighed og viljestyrke at gennemføre beslutningen, og selvfølgelig har det sine omkostninger. Megen tid til storbyens andre tilbud bliver der naturligvis ikke, det er arbejde og atter arbejde, men det er hun jo vænnet til gennem årene i Ousted. Børnene vokser og trives trods alt - og udfordringerne holder hendes sind og væsen ungt og smidigt, mens årene går.

Ja, så ungt og smidigt, at hun efter 16 år som enke og eneforsørger for en børneflok på 7 siger ja til Jacob Johansen en dag i 1893. Jens har hun ikke glemt, den nu 15-årige "lille-Jens" minder hende dagligt om de 8 år engang for længe siden. Men hun er mere fri nu, har sin gode uddannelse og sit daglige hjælpearbejde blandt syge og fattige. Hun er 48 år.

Sofie er nu 24 og blevet gift med sin Peter Johansen, har ovenikøbet fået en søn, som de kalder Arthur. Peter Christian er 23 og står for at skulle hjemføre sin udkårne, Hilda. Lise er 21 og Bothilde 18, de ser sig endnu lidt om efter en livsledsager. Anna Katrine derimod har helt andre mål for sin tilværelse. Hun er 19 år, og allerede stærkt optaget af livets store spørgsmål, og målet for vores tilværelse. Hun går til en vis grad i sin mors fodspor - det humanitære arbejde har hendes kærlighed. (En dag i fremtiden bliver hun asylbestyrerinde i Skt. Jørgensbjerg ved Roskilde med biblen og det kristne liv som sit sikre holdepunkt i tilværelsen. Hun bliver "indfanget" af Indre Mission og er i 22 år deres missionær i København. Men en dag frigør hun sig fra de snærende bånd og alle dogmer, forlader sin lønnede stilling og lever af at sy og give musikundervisning, holde offentlige møder og foredrag, og skrive bøger, pjecer og artikler om det, der er hendes livs hovedindhold: Livet, døden, stjernehimlens vidnesbyrd). Ellen Maries stædighed og ukuelige mod på livet har nok sat sig sine kraftigste spor i Anna Katrine. Søren Frederik er bare 17, godt i vej, men har dog endnu ikke truffet sin udkårne, Anna Ulrikka, og aner ikke, at fremtiden vil "sende" ham til Århus. Selv lille Jens arbejder for føden og drømmer sine drømme om digt og virkelighed.

Jo, Ellen Marie har ret til og behov for sit eget liv nu. Han er enkemand, Jacob, og fhv. kgl. portner, og de er så glade for hinanden, at de må ha' et barn sammen, så minsandten om ikke Ellen Marie føder ham en søn, som de kalder Johannes. Hun nærmer sig det "halve århundrede", frisk og livskraftig, og skæbnen har tiltænkt hende endnu mange år - og endnu mange sorger. En dag er Jacob borte - endnu en gang står hun som enke efter et kortvarigt ægteskab. Og Johannes bliver aldrig en voksen mand, han dør i 1905, da hans mor er 60 år. Ud af dette andet ægteskab er nu kun minderne tilbage.

Samme år dør Peters Hilda i Roskilde efter at ha' skænket Ellen Marie 3 børnebørn. Og så er det Peters tur - i 1911 efterlader han sin nye kone, Dorthea, med den 2-årige Erik og de 3 børn fra første ægteskab. Dog børnebørnene myldrer frem på arenaen. Søren har fået sig en datter derovre i det jyske, og lille Jens, som er blevet gift den 14. september, 1901, med sin Maren Sophie, har allerede i dette år, 1911, skænket sin mor 4 børnebørn. Livet giver og tager, Ellen Marie ved det af egen erfaring og forbliver det faste livskraftige punkt, hvorfra familien udvikler sig og vokser støt og roligt.

Dette år, 1911, bliver også på anden måde et skelsættende år. Fire af hendes børn, Anna Katrine, Peter, Søren og Jens jr. bliver enige om at søge navneskifte. I 1904 var der nemlig kommet en reform, som afløste den gamle navnelov fra 1828, der ved sin bestemmelse om at man ved dåben skulle have et slægtsnavn, der enten kunne være fødestedet, eller faderens navn tilføjet et -sen eller -en, havde forårsaget, at tusinder med samme efternavn var havnet sammen i byerne hvortil den store vandring fra landet sker i disse år. Deres morfar hed Holst, men navnet er i mellemtiden blevet et beskyttet slægtsnavn. Loven siger, at man så må indhente tilladelse hos alle, der bærer slægtsnavnet. Som sagt så gjort - det går fint, lige til de støder på en kvindelig tandlæge, der pure nægter at indlemme dem i Holst-slægten. De har bedt en kendt genealog, Sofus Elvius, om at ordne det hele på deres vegne. Nu er gode råd dyre. Elvius foreslår da at knytte forbindelsen til slægten Holst ved at tilføje et -ing, og derved bliver det, så glæden er stor, da Københavns Overpræsidium den 11. april, 1911, udsteder bevillingen på slægtsnavnet Holsting og indfører det i ministeriets fortegnelse over beskyttede navne. Ellen Marie er glad, nu skal alle efterkommere bære hendes fars navn, omend i modificeret form. Anna Katrine, Peter, Søren og Jens må dog finde sig i at hedde Hansen Holsting, og det er da også godt nok, for det minder dem om deres rødder i købmandshandelen i Ousted og den far, der forlod dem så tidligt.

Livet ser nu ud til at skulle give mere end tage. Året slutter lykkeligt, for lille Agnete ser dagens lys hos Jens og Maren 4. juledag, samme dag som fætter Max i Roskilde bliver 9 år. Men allerede året efter, 1 år og 3 dage, på 1912's allersidste dag, dør den lille pige. Hvilken trist nytårsaften for Ellen Marie og Jens' lille familie. 8 år senere giver også Max op, 18 år gammel. Ak ja, livet kan være en barsk affære. Ellen Marie sukker resigneret, hun er 75 nu og har levet sit liv på godt og ondt. Hvorfor nu dette: Agnete fik bare tildelt 1 år, Johannes 11, Max 18, Jens 37 og Peter 41 - livets store spørgsmål, som Anna Katrine har tumlet med hele sit liv og søgt belæg for i sin tro. Godt da, at børnebørnenes flok ser ud til stadig at skulle forøges, nu da Jens og Maren venter sig endnu et barn, det 8. i rækken.

Jo, livet har endnu noget at forære hende - og tage fra hende. Anna Katrine er flyttet hjem til hende, og de har en logerende, børnene og børnebørnene i Roskilde og København - alle sørger for, at hun ikke er alene. Søren Frederik og hans ser hun jo ikke så ofte, selvom det er lettere nu at komme til det "mørke" Jylland, end det var i hendes barndom. Og så forlader også han hende - og Anna og de 2 døtre. I 1925 sætter døden endnu et ar i hendes hjerte. Det er det samme år, som Jens' ældste søn, Viggo, gifter sig derovre i Jyllands hovedstad - sorg og glæde veksler "til sidste minut"

Året er 1928! Ellen Marie er 83 år. Da viben i strandengene derhjemme på Tuse Næs sender sine første kåde hilsner mod himlen, og den første Erantis forsigtigt stikker hovedet frem, forlader Ellen Marie livet på jorden.

Og her slutter mine oldeforældres - og tipoldeforældres, og landsoldatens, historie. Den er dog ikke helt slut - hvilket mange andre sider på det 21. århundredes Internet fortæller, men med denne brave kvinde, Ellen Marie (født Holst 1845) bragtes slægten videre i nye generationer i Kongens København, ja - ud over det ganske land - og endda ud i alle de fremmede verdensdele - og på verdenshavene !

Denne "Fiktion og Virkelighed" er med stor dygtighed og varme udarbejdet af min kusine, Gurli, ældste i vores 5. generation.

Se og print kopi af slægtstavlen for navnet Holsting, 1788 - 1983: Send anmodning til denne sides administrator.




Efterskrift:
Det national-liberale Danmark havde i 1860'erne af sparehensyn afslået forslag om et ordentligt fæstningsværk mod syd. "Man ofrede soldaters liv, hvor man burde have ofret penge, - og forrådte de kæmpende soldater". Først da københavnerne "følte ilden i rumpen" vågnede man op overfor dette "sønderjyske anliggende" - som man så hånligt havde kaldt det - krigen 1864, og tusinder unge danske drenges liv, var tabt, forblødt, forrådt, forladt i Sønderjyllands jord !
- Landsoldaten, hans forfædre og eftertid, hvilken baggrund og hvilken samtid, hvilke omstændigheder og konsekvenser det fik, det kunne Gurli - hans oldebarn af mange, fremstille for os her. For hans familie, for børnene og deres fremtid, hele Danmarks indtræden i nyere tid, med tilflytningen først derude fra landsbysamfund til det åbne landskabs nye store bøndergårde og husmandssteder, så en langt senere tilstrømning fra land til by - fremmest København, og omstillingen til vore dage.
- Det er et noget andet billede der tegner sig, end vi er vant til idag, tryggere hvilende i det så naturlige "sikkerhedsnet" - som er af ganske ny dato !

Næsten samtidig med denne vort lands sidste krig rasede en mindst lige så bitter krig mellem venner og slægtninge - ofte mellem brødre - den amerikanske borgerkrig, som splittede familier og venner, og efterlod et aldrig helet sår i den amerikanske folkesjæl, langt mere bitter end nok så mange grusomme sammenstød mellem nybyggere, soldater og undrende indianere. Nuvel, Nordstaterne vandt, og bestemte den videre udvikling, satte sine spor i den nyere amerikanske bevidsthed, noget som hele verden oplever som en særlig amerikansk stolthed, - med Lincolns ord i Gettysburg, 1863, "forpligtet af de mange ærede som døde . . . deres ofre skal ikke være forgæves !"

- Hvordan er det gået os herhjemme? Hvordan ærer vi deres ofre, de som "gav det sidste, endelige offer", i krigen 1864, og idag på Balkan, i Irak, Afghanistan, nutidens brændpunkter ? - Eller omend de overlevede, hvordan huskedes og huskes, deres svære tid som fulgte? - Eller husker vi vore danske søfolk i tvunget krigs- og konvojsejlads under 2. Verdenskrig ?
Og idag vore 10.000'er danske søfolk som passer deres job på verdenshavet og i alverdens havne, i fare og afsavn, fare for pirater og gidseltagning, og sejler al vores velfærd hjem til os - biler og benzin, og næsten alle varer i butikkerne. Et lille land som kun ejer 'jord' og ingen naturrigdomme - men er en af Verdens største søfartsnationer !
Jo, vores gamle Konge Frederik IX, 'sømandskongen', dronning Margrethes far, huskede altid vore søfolk !


Kjeld Holsting


Landsoldatens slægt og fotos indtil idag, ses på facebook, Slægten Holsting, tilslut dig hvis du er en Holsting eller i slægt med familien !

Web administrator Kjeld Holsting

Holsting slægt i Grønland, til havs, på Indlandsisen . .

Og noget om Isbjørne